(Last Updated On: 28. april 2015)
Frøtur-i-Solgårdsparken

De små dyr er nemme at fange med nettet, og der er mange spændende smådyr at se på, når vandet har det fint. (Foto: Privatfoto)

STRØBY EGEDE: Danmarks Naturfredningsforening Stevns (DN-Stevns) samt Tryggevælde- og Stevns Ådals Bevarelse afholder igen i år den populære frøtur for hele familien i Solgårdsparken. Det sker søndag den 3. maj ved søerne i Solgårdsparken fra klokken 14 til 16; mødested er parkeringspladsen ved Solgårdsparken. Turleder er den tidligere formand for Tryggevælde- og Stevns Ådals Bevarelses, Ella Pedersen, der er biolog og i flere år har været turvejleder ved fisketure med net i Solgårdsparken. Hun fortæller levende om de mange små dyr, og hvordan de lever og tilpasser sig forskellige forhold i vandhullet. ”Vi var på pletten sidste år, hvor vi fandt rigtig mange forskellige smådyr og en hel del små frøer. Vi vil gerne vise børn og voksne de mange forskellige dyr, som lever i et vandhul, der har det godt. Vi fisker med net, og Ella Pedersen hjælper med at bestemme de mange smådyr, som vi fanger. Haletudser ser vi sikkert også i år og måske allerede en enkelt voksen frø”, fortæller Michael Løvendal Kruse, der er formand for DN-Stevns. Man skal selv medbringe kaffen, som der er gode muligheder for at sidde og nyde undervejs. Til gengæld sørger DN-Stevns samt Tryggevælde- og Stevns Ådals Bevarelse for net og andet udstyr.

Skriv en kommentar