(Last Updated On: 1. december 2020)

Rødvig: I en tid med Corona, usikkerhed, restriktioner og tilhørende bekymringer er der mere end brug for en hyggestund, og den kan man få med Stevns Friluftsscene og årets juleforestilling ’Stjernestøv & Juledrys’.

– Så kom og kobl af fra julens, hverdagens og livets udfordringer og jag og nyd i stedet et par timer fyldt med julenisser, julesne, julehygge, julespas og masser af julegodter, lyder det fra Sophie Jørgensen fra Stevns Friluftsscene.

To forestillinger

Juleforestillingen har premiere fredag den 4. december kl. 19.30 på Harmonien, Rødvig Hovedgade 2, og der er stadig ledige billetter, som kan bestilles på telefon 26152626.

Derudover spilles der lørdag den 5. december kl. 19.30.

Billetter koster 270 kroner, og prisen inkluderer Restaurant Harmoniens juleplatte.

– Juleplatten kan varmt anbefales, og så er der vist også noget med, at en juleforestilling bedst ses på en glad, mæt mave, siger Sophie Jørgensen.

Juleplatten serveres fra kl. 18.00, og dørene åbner kl. 17.30.

Uden juleplatte er billetprisen 125 kroner. Priser for børn under 14 år er hhv. 145 kroner og 60 kroner.

Friluftsscenen forsikrer, at der tages alle forholdsregler i forhold til Corona.

Om årets juleforestilling

Som i 2016 og 2017 er forestillingen nyskrevet til lejligheden, og den kan bedst betegnes som en hyggelig julekalenderkavalkade tilsat masser af julesne, julenisser og godter for enhver smag.

Publikum kan således se frem til et kærligt gensyn med karakterer, sange og sketches fra tidligere julekalendere.

– Vi garanterer masser af gensynsglæde, grin, gråd, glædestårer og godter, imens vi sammen tæller ned til juleaften. Og mon ikke der gemmer sig en overraskelse eller to?, lyder det fra Sophie Jørgensen.

Man kan læse mere på stevnsfriluftsscene.dk og Friluftsscenens facebookside.

(Privatfoto)

Skriv en kommentar