(Last Updated On: 5. marts 2014)

Byskilt-Roedvig
Nostalgi og gode historier er i fokus, når der bliver vist helt særlige lokale film fra Rødvig og Store Heddinge ved »mad og
filmaften« på Lanterna

RØDVIG: 1980’erne var årtiet, hvor mange af os drejede på Rubiks terning, lyttede til musik på kassettebånd i walkman, og hvor Jane Fonda blev verdenskendt med sit workout program. I Danmark i midten af 1980’erne var landstræner Morten Olsen ung og det var i 1984 at den danske film – den mest sete danske film nogensinde – ”Midt om natten”
 med Kim Larsen og Erik Clausen i hovedrollerne havde premiere.
På Stevns gik Michael Jørgensen fra Rødvig Kulekalk rundt i Rødvig med sit videokamera og lavede et stykke uforglemmeligt lokalhistorie. Og nu er der en særlig mulighed for at se nogle af disse klip, når der er filmaften på Lanterna torsdag den 13. marts kl. 18.

Film fra Rødvig og fra Store Heddinge
”Min far lavede bl.a. en film, hvor han gik rundt i Rødvig og talte med de forretningsdrivende. De fik hver to til tre minutter, hvor de bl.a. fortæller om deres butik og om Rødvig”, fortæller Rasmus Jørgensen, der er søn af nu afdøde Michael Jørgensen.
”Og så tænker man måske, at det er en kortfilm. Men i midten af 1980’erne var der 15-20 butikker i Rødvig: SDS, Stenindustrien, legetøjsbutik, elforretning, tømrer, smed, slagter, to-tre butikker, der solgte garn mm.”, forklarer Rasmus Jørgensen.

Ingen popcorn, men god mad
Samme aften vises også en film om  bl.a. Hjerteforeningens Motionsbingo i Store Heddinge i 1986, hvor der vil blive fortalt om de ting man møder og ser på vejen. Der fortælles om Erikstrup Hovedgaard, om Sygehuset i Store Heddinge, Expresstrykkeriet på Erikstrupvej, Postvognen, Munkehaven og Store Heddinges første brugs.
”Film og god mad er konceptet, så kom og vær med og få samtidig meget mere at vide om både Rødvig og Store Heddinge”, opfordrer Rasmus Jørgensen.
For øvrigt var det også Michael Jørgensen, der var med til at starte restaurant Lanterna – så derfor er der god grund til at filmaftenen holdes på netop Lanterna.
Menuen denne aften står på glaseret skinke, frikadeller og flødestuvede kartofler og salat. Pris 145 kr. pr. person. Bestil plads på telefon 2044 1735 / 5650 6261.    cs

Skriv en kommentar