(Last Updated On: 16. februar 2021)

Vinterferietid: tag en tur i skoven, lav fuglefoder eller prøv naturparkour

En tur i skoven med hele familien byder både på oplevelser og masser af frisk luft. (Foto: Colourbox)

Fritid: ’Hvad skal vi lave i vinterferien og i denne vinter i øvrigt med alle corona- restriktionerne?’ Det er det store spørgsmål netop nu, hvor mange har for meget tid og for lidt at give sig til.

Svaret er ganske simpelt at bevæge sig ud i naturen. Det er ganske gratis, og man får masser af frisk luft og spændende naturoplevelser, når man tager på vinterskovtur – en oplagt aktivitet for hele familien.

Vejret har i realiteten ingen betydning for, hvor stor oplevelsen bliver. Hvis man måske lige ser bort fra decideret møgvejr med to graders varme, stiv kuling og regnvejr, så er de fleste vejrtyper til udendørsliv. Den totale stilhed, når den langsomt dalende sne har sendt resten af Danmark inden døre, og det kun er jer, der er tilbage i skoven, kan være ganske overvældende. Ligeså er en vinterdag med 5 plusgrader og strålende sol også oplagt til en skovtur.

Og holder man øjne og ører åbne, byder skoven sidst på vinteren på mange forårstegn, hvilket også er godt for humøret.

Fugle som musvit og gærdesmutte synger gerne på solrige vinterdage, og er man meget tæt på en gærdesmutte i forårshumør, er det næsten nødvendigt at holde sig for ørerne – så højlydt er sangen fra det lille fjerdunede kræ.

I milde vintre er skovduerne, der får flere kuld unger i løbet af året, allerede i gang med yngleforberedelserne i februar, og så kan man se hannen flyve i sin særlige parringsflugt, hvor han med klaprende vinger gør opmærksom på, at ”her er jeg”.

I statsskovene skal man ikke – som i de private skove – holde sig til veje og stier. Prøv at vandre tværs gennem skoven. Det giver en god fornemmelse af hvor meget bevoksning, der er i underskoven, og hvor mange grøfter og diger, der går på kryds og tværs af skoven. Det gør noget at komme lidt væk fra alfarvej, og når far i vildnisset så tryller en engangsgrill, en pose pølser og brød samt en håndfuld sodavand frem fra rygsækken, er der bare dømt herlig frokost langt ude i vinterskoven.

Nedenfor er listet fem idéer fra Friluftsrådet til, hvad man kan foretage sig i vinterferien:

  1. Lav jeres egen fedtfuglefoder
    Det er hyggeligt at se de små fugle i træerne. Foder kan tiltrække dem. Når I skal lave fedtfuglefoder smeltes fedtstoffet – palmin eller svinefedt – i en gryde, og kerner af solsikke og hamp, samt jordnødder (eller køb en blanding) fyldes i. Forholdet skal være ca. 1:1. Så hvis I bruger 500 gram fedt, skal I bruge 500 gram foder. I kan putte fedtblandingen i kopper eller i nederste halvdel af mælkekartoner. Lad dem tørre og hæng dem op i træet.
  2. Gå på jagt efter dyrespor
    Sne er perfekt til at finde dyrespor, men også på grene kan man faktisk finde spor. Ved at undersøge dyrenes spor kan I få fornemmelsen af, hvor meget aktivitet, der har været i løbet af natten. Det kan være ganske overraskende. Det er sjovt at prøve at følge sporene for at se, hvad dyret har foretaget sig undervejs, for eksempel ædt eller tisset eller skidt.
  3. Prøv naturparkour – godt til at holde varmen
    Parkour er en sport, hvor man bruger kroppen til at passere forhindringer. Naturparkour fungerer på samme måde, men her er asfalt og beton skiftet ud med for eksempel væltede træer, træstubbe, sne, is og små og store skrænter. Lav en bane i naturen og træn med forskellige måder at springe over eller kravle under forhindringer.
  4. Spil naturbingo
    Du skal starte med at finde nogle pinde i skoven, som du laver din bingoplade af. Lav 9 felter af 4 pinde. Herefter skal du på udkig efter forskellige naturting – du skal finde 9 stk., så du kan få fuld plade. (Her kan du selv bestemme om det skal være noget der er grønt, planter, noget i sæson eller lign.). Så er du klar og kan gå i gang med at spille.
  5. Lav bål
    Bål er altid hyggeligt og en god måde til også at holde varmen på. Hvis I har lyst, kan I jo begive jer ud i at lave lækre berlinere eller andet lækkert over bålet. På udinaturen.dk kan I finde offentlige bålpladser.

Kilde: Friluftsrådet

 

Skriv en kommentar