(Last Updated On: 21. juni 2021)

Jonna Olsen er stille sovet ind – 91 år og mæt af dage.

Jeg tror, Jonna havde nået det, hun gerne ville, hun havde ikke energi til mere, og synet drillede.

Jonna har gjort et meget stort arbejde for Kræftens Bekæmpelse på Stevns, hun var med til at starte Lokalforeningen, og hun sad selv i bestyrelsen fra start i 1986 og frem til 2018, og før da, var det Jonna, der i nogle år havde stået for salget af den lille Kræftsløjfe. I bestyrelsen var Jonna kasserer fra start og i mere end 20 år, helt frem til 2007, hvor lokalforeningen blev lagt sammen med Vallø. Jonna deltog aktivt i alle arrangementer, og altid med et godt humør og med en masse energi, både ved forberedelserne til de årlige husstandsindsamlinger, ved By Night arrangementer, ved møder og foredrag samt når vi deltog i kurser, altid var hun med til alle opgaverne. Vi kunne altid regne med Jonna.

Ligesom Jonna var en aktiv indsamler indtil hun var omkring 80 år, i mange år en landtur på cykel.

Jeg har altid sat stor pris på samarbejdet med Jonna – sat stor pris på at kende Jonna.

Vi har haft mange gode stunder sammen, og vi fik en rigtig god snak ved mit sidste besøg for kun få dage siden. Jeg vil savne ikke mere at møde Jonna f.eks. på hendes gåtur og kunne få en lille snak.

Det var ikke kun Kræftens Bekæmpelse på Stevns, der fik glæde af Jonnas gode humør og energi, også andre foreninger har gennem årene haft glæde af Jonnas energi og gode humør.

Jonna vil blive husket og savnet af mange, mest selvfølgelig i familien, som vore varme tanker går til i denne tid.

Æret være Jonnas minde.

Kræftens Bekæmpelse på Stevns
Anny Borch Jensen
Bovangen 78
Store Heddinge

Skriv en kommentar