(Last Updated On: 20. april 2021)

Svar til Bjarne Hilmersson.

Overskriften på mit sidste svar til Bjarne Hilmersson lød “Tak til Ældreplejen på Stevns”. I mit svar gjorde jeg opmærksom på, at jeg mener, at vi har dygtige medarbejdere og en god pleje på Stevns. Dette dokumenteres i den rapport, jeg henviste til vedrørende uanmeldte tilsyn i 2020.

Jeg hverken kan eller vil beskrive eventuelle klager i et læserbrev i Stevnsbladet. Til gengæld kan jeg garantere, at jeg løbende er i dialog med området om, hvordan vi løser opgaverne. Dette bl.a. for at undgå dårlig pleje for borgerne på Stevns. I fællesskab forsøger vi hele tiden at blive bedre til at løse de mange vigtige opgaver i vores ældrepleje. Vi er ikke fejlfrie, men vi gør os umage og handler, hvis handling kræves.

I forhold til frisklavet mad på vores plejehjem, vil det være en politisk prioritet. I Socialdemokratiet vil vi gerne prioritere flere midler til vores plejehjem. Inden midlerne sættes i spil, vil vi dog gå i dialog med borgere, pårørende og medarbejdere på området i forhold til udmøntningen. I sidste ende skal vi nok tage politisk ansvar, men dialogen undervejs er vigtig. Hvis du ønsker at vide mere om den madservice, der er på Stevns, er jeg sikker på, at leder af området gerne mødes til dialog.

Jeg mødes også gerne til yderligere dialog. Mit telefonnummer og mailadresse kan findes på Stevns kommunes hjemmeside.

Med venlig hilsen
Henning Urban Dam
Borgmesterkandidat for Socialdemokratiet

Skriv en kommentar