(Last Updated On: 28. april 2020)

Plakaterne i A3 hænger på flere sygehuse, plejecentre, forretninger og politistationer.

Corona: Kersti Runland fra Strøby Egede har valgt at mangfoldiggøre nogle af sine malerier i plakattryk, som hun ganske gratis deler ud til sundhedsvæsen, politi, politikere og andet godtfolk, for herigennem at give dem et ekstra skulderklap i denne tid med corona-virus og Covid-19.

Sygehusene i Køge, Roskilde, Holbæk og Hvidovre Hospital, adskillige plejecentre, apoteker, dagligvareforretninger samt Midt- og Vestsjællands Politi og Roskilde Politi har allerede fået en plakat i A3-størrelse, og flere følger.

Plakaterne får desuden en plads på Holbæk Museum, hvor man samler erindringer ind fra tiden med corona.

Farverige, spøjse og livsbekræftende budskaber på Brohøjs vægge

Kersti Runland har malet tre malerier til Brohøj. (Foto: Rikke Michael Hansen)

Medio december sidste år blev Brohøj Botilbud og Psykiatricenter indviet med taler, snoreklip og festlig musik. Desuden var der rundvisning på fællesarealerne i det nyindrettede hus, hvor der på flere af væggene hænger farverige, optimistiske og naive malerier med livsbekræftende budskaber.

De tre malerier: Glæde, Fællesskab og Styrke, er alle malet af Kersti Runland, som til daglig bor i Strøby Egede.

Det var en af Brohøjs ansatte, sosu-assistent Sanne Ruberg Olsen, som kendte til Kersti Runland:

– Jeg vandt engang et billede malet af Kersti, og jeg er vild med hendes naive og positive udtryk, fortæller Sanne Ruberg Olsen.

Derfor blev Kersti Runland kontaktet, og efter et besøg på Brohøj fik hun en bestilling på de to malerier ’Glæde’ og ’Fællesskab’, der nu hænger i det nyindrettede hus, for på Brohøj er fællesskabet vigtigt og her er alle glade og imødekommende.

’Glæde’ hænger på væggen i et af fællesrummene, hvor man både fra sofaen og ved spisebordet kan glædes over de to spøjse, smilende og naivistiske figurer, der vifter med røde og blå balloner. Ved indgangen til Brohøj bliver man mødt af ’Fællesskab’, hvor seks lignende figurer, nogle høje, andre lave, smalle og brede, alle står tæt sammen og nogle holder hinanden i hånden.

– Det tredje maleri ’Styrke’ er en gave fra mig – for den manglede, synes jeg. Der skal styrke til at arbejde her, og de mennesker, som bor her, de har brug for styrke, forklarer Kersti Runland, der foretrækker at male mennesker og meget gerne portrætterer mennesket i forskellige situationer.

rmh

 

Skriv en kommentar