(Last Updated On: 14. februar 2020)

Store Heddinge: Der var ikke sparet på hverken lyd, lys eller røgkanoner, da elevrådet fredag i sidste uge afviklede finalen i talentshow 2020 på Store Heddinge Skole.

Fredagen forinden havde 16 deltagende solooptrædender eller grupper fra klassetrinene 3., 4. og 5. klasse optrådt med deres numre foran skolekammeraterne.

Desuden var et dommerpanel, bestående af de tre lærere Majbritt, Julie og Martin, som havde reduceret feltet til syv finaledeltagere.

Den følgende fredag formiddag skulle finalisterne så gentage deres nummer på scenen i Erikstruphallen, denne gang foran kammerater, dommere og forældre.

Finaledeltagere Talentshow 2020

  • 1. Dans: Celina og Anna H – 3.a
  • 2. Sang: Marcus, Rasmus og Aman – 3.a/3.b
  • 3. Karate: Cecilie – 3.b
  • 4. Dans: Tahany, Frederikke, Sara, Karla og Laura – pigegruppen fra 4.a
  • 5. Sang og dans: Martyna og Clara – 5.b
  • 6. Sang: Amanda og Maria – 5.b
  • 7. Dans: Laura, Lykke, Lisa og Bella – 5.c

Det var syv rigtig gode optrædener, der blev leveret; nogle sang, andre dansede og andre igen gjorde begge dele, og så var der også en flot opvisning i karate. Hele vejen igennem var talenterne ledsaget af høje rytmer fra højtalerne, et farverigt lysshow og masser af røg fra kanonerne, hvilket en af skolens ældre elever har stået for i år.

Da alle havde været på scenen og fremført deres numre, var det op til de øvrige elever at stemme på deres favorit. Stemmesedlerne blev gennemgået og talt op – og i ventetiden var der konkurrencer på scenen med flødebolle- og snørebåndsspisning.

Dommerne roste alle deltagerne for deres optræden, og de noterede sig, at det var tydeligt, at alle havde brugt ventetiden rigtig godt til at øve sig i. Herefter kunne de annoncere, at grundet stemmelighed var tre numre gået videre til den afsluttende finale – og ikke to, som det ellers var planlagt.

Tre gange dans

De tre finalister, som alle var dansenumre, var Celina og Anna H. fra 3.a, pigegruppen fra 4.a med Tahany, Frederikke, Sara, Karla og Laura samt pigegruppen fra 5.c med Laura, Lykke, Lisa og Bella. De fik lov at optræde med deres numre for publikum endnu engang, og herefter var det op til dommerne at kåre vinderen.

Men spændingen blev forlænget yderligere, for dommerpanelet var blevet sat på en svær opgave. De valgte at indsnævre feltet én gang mere; til pigerne fra 3.a og pigerne fra 4.a, som endnu engang måtte indfinde sig på scenen og danse.

Vinderne blev – med stemmerne 2 mod 1 – de to dygtige dansepiger, Celina og Anna H. fra 3.a, som modtog klapsalver, kram, roser og præmier for deres flotte resultat.

Se flere billeder fra talentshowet samt et klip med Celinas og Anna H.’s dansenummer på stevnsbladet.dk.
rmh

(Fotos: Rikke Michael Hansen)

Skriv en kommentar