(Last Updated On: 14. oktober 2019)

Mette Rosleff har startet Teater My, og er selv på scenen onsdag den 23. oktober kl. 10 i Hårlevhallen.
(Pressefoto)

Hårlev: Velkommen tilbage fra efterårsferie til børnefamilierne, håber I kan huske hvor dejligt det var at få lidt fridage, ellers kan Teater My måske hjælpe med forestillingen „Jeg kan huske alting”, som vises i Hårlevhallen onsdag den 23. oktober kl. 10.

Forestilling om formiddagen

Teater My? Mon ikke det hedder sådan fordi det spiller teater for de to-fem årige, for ifølge Den Danske Ordbog betyder myr en lille og kær person, og det er de små myr jo.

Teater My hører samtidig til de allerbedste småbørnsteatre i Danmark, og Stevns Teaterforening havde „Jeg kan huske alting” på repertoiret for to sæsoner siden.

Nu besøger Mette Rosleffs Teater My igen Stevns, og denne gang på en onsdag formiddag.

I de seneste par sæsoner har teaterforeningen lagt enkelte børneforestillinger på hverdags-formiddage.

– Vi fik en henvendelse om, at de private dagplejere manglede teatertilbud, siger teaterforeningsforkvinde Lene Vestergård,

– Det behov ville vi gerne imødekomme. Alle, der har mulighed for at komme, er selvfølgelig velkomne, siger hun.

Poesi til børnene

Skuespiller Mette Rosleff giver det unge publikums til poesi fra en almindelig hverdag, her er nogle tekster fra forestillingen:

„Når jeg tænker på min dag, kan jeg huske det hele. For jeg er mig, og inde i mit hoved findes alt det, som jeg har lavet i dag.

Fra kanten af min seng, kan jeg kigge ud over hele min verden, på alle dem, som jeg kender. Og ud på månen og på himlen fuld af stjerner.

Det er sengetid, men umuligt at falde i søvn. For huset er fyldt med lyde, og hovedet fuld af tanker på dagen, der lige er gået…”

Billetter og medlemskab

Forestillingen varer 30 min. og den koster 60 kr. for et lille myr, og hvis de voksne er medlemmer af Stevns Teaterforening, så slipper de også med 60 kr. , ellers er det 125 kr. i løssalg.

Billetter og medlemskab kan bestilles på www.stevns-teater.dk

sky

 

Skriv en kommentar