(Last Updated On: 18. maj 2022)

Succesen genopsættes på Gjorslev til sommer

Gjorslev: Den anmelderroste teatersucces Kai Normann og Krigen genopsættes i maj og juni på Gjorslev Slot.

Både publikum og anmelderne var begejstrede for forestillingen, som siden også er nomineret som ”Årets Teaterudflugt 2022.

Scene fra forestillingen på Gjorslev. (Foto: Kim Rasmussen)

Da sanger og skuespiller Nicolaj Cornelius foreslog at opføre en historisk forestilling om Kai Normann Andersens tid under besættelsen på Gjorslev Gods, var tanken, at forestillingen skulle opføres fire gange i sommeren 2021.

Allerede inden premieren var der totalt udsolgt til alle forestillinger, og det endte med ni forestillinger for fulde huse.

Nu sættes forestillingen op igen med repremiere den 20. maj, og interessen er fortsat stor, for allerede inden billetsalget åbnede den 1. februar, var der solgt flere end 300 billetter til gruppearrangementer.

De dejlige PH-viser

“Kai Normann og Krigen” er en rørende, medrivende og musikalsk forestilling om Kai Normann Andersens tid på Søgaard ved Gjorslev under 2. Verdenskrig, og om hans og hustruen Ellen Gottschalchs flugt fra Gestapo med hjælp fra godsejer Edward Tesdorpf.

Forestillingen følger de virkelige begivenheder, der har udspillet sig på og omkring slottet, og indeholder nogle af de sange, Kai Normann komponerede til PHs tvetydige tekster: “Man binder os på mund og hånd”, “I dit korte liv“ og ”Jeg giver mit humør en gang lak“.

Kai Normanns modstand overfor besættelsesmagten er ikke til at tage fejl af, selv om hans meninger ikke kommer til udtryk i det offentlige rum, men i hans musik til de tyskfjendtlige sange.

Under jødeforfølgelsen i 1943 yder han en indsats for frihedskampen ved at skjule jøder i kælderen på Søgaard. Situationen spidser for alvor til, da rygterne om arrestation af de danske revyfolk løber stærkt. Kai og Ellen ser ingen anden mulighed, end at de selv må flygte fra Gjorslev, inden Gestapo kommer for at arrestere dem!

Spilles i maj og juni

Forestillingen varer ca. 60 minutter uden pause, i perioden 20. maj – 11. juni i Rosensalen på Gjorslev Slot.

Billetter 335 kr. per styk inkl. adgang til parken og slottet samt en velkomstdrink, inden forestillingen begynder.

Gruppesalget er således i fuld gang og bookes gennem Gjorslev Gods, tlf. 56 50 01 01.

Øvrige billetter kan købes via www.gjorslev.dk og www.nicolajcornelius.dk.
sky

Skriv en kommentar