(Last Updated On: 1. november 2019)

Også en forestilling for svagtseende og blinde

Da radiobiograf-forestillingen foregår Snurretoppens mørke, ses her et veloplyst foto fra optagelserne til „Forhøret over Lucullus”.

Kultur: Stevns Teaterforening og Biografen Snurretoppen byder 11. november kl. 19.30 på noget så specielt som en radiobiograf-forestilling.

Radiobio-hvad’for’noget?

Lytter i mørke

Kort fortalt er det podcast i et biografsæde, eller mere gammeldags: En forestilling, hvor man sidder i biografen og lytter til et radiohørespil.

I MØRKE.

Det er en gruppe teaterfolk fra Svendborg, som har lavet en ny version af Bertolt Brechts stykke „Forhøret over Lucullus”.

De har fået Tone.from.denmark, alias electronica-komponisten Sofie Nielsen, til at skabe ny musik – eller som de kalder det: ’akustisk scenografi’ – til forestillingen.

Operatenoren Stig Fogh Andersen lægger stemme til hovedpersonen Lucullus.

Moderne lyddesign

Hørespillet fra radioteaterets guldalder om hærføreren fra Romerriget kombineres med moderne elektronisk musik og lyddesign.

Det hele er indspillet med anvendelse af moderne surround-sound for at udnytte de muligheder, som den nyeste biografteknik giver.

– Vi var fire fra teaterforeningens bestyrelse, der ’så’ Lucullus i biografsalen på Ebeltoft Filmhøjskole til en teaterfestival, siger forkvinde Lene Vestergård fra teaterforeningen.

– Man bliver utrolig bevidst om lydens finesser, hvad den fortæller om afstand, bevægelse og sindsstemninger, når der intet billede er. Hjemme igen tog vi kontakt til Snurretoppen, som heldigvis var med på Lucullus som samarbejdsprojekt, forklarer hun.

Alvorlig handling

Handlingen? Den store hærfører Lucullus er død og hans ligtog bevæger sig gennem Rom mod hans gravmæle.

Der tages afsked ved graven, og optoget opløses. Men vi følger med Lucullus ind i graven, hvor en domstol venter – regnskabet skal gøre op. Var hans store bedrifter til gavn for menneskeheden? Eller blot for ham selv?

Et stort persongalleri og kor optræder i lydbilledet.

Billeder i hovedet

Biografens avancerede lydudstyr bidrager til, at historiens landskaber og optrin bliver til billeder i publikums hoveder.

Her er en forestilling, hvor blinde og svagtseende får den fulde oplevelse, og hvor seende og blinde stilles lige i oplevelsen, idet biografsalen er mørklagt.

– Da jeg ’så’ forestillingen i Ebeltoft, var det som om man kunne række ud og røre den soldat, der gik forbi. Publikum danner billederne i hovedet, husker Lene Vestergård, som har sendt materialet til de omkringliggende afdelinger af Dansk Blindesamfund.

Kørsel for synshæmmede

Leif Nielsen, som er udpeget til teaterforeningens bestyrelse af kommunalbestyrelsen, har læst det op i den lokale radio for blinde og svagtseende.

Han har også tilbudt kørsel til synshæmmede, som kan kontakte ham på tlf. nr. 20 21 07 43.

Lene Vestergård vil indlede mens salen er oplyst, og hun lover desuden, at hvis nogen har brug for en hjælpende hånd på vej ind eller ud, så får de det.

Forestillingen varer 45 minutter, og billetprisen er 80 kr., og kan købes på: www.stevns-teater.dk

sky

Skriv en kommentar