(Last Updated On: 24. august 2021)

Oplev børneteaterstykket ’Farvel fugl’, en teaterrejse om afsked og ritualer. Forestillingen er gratis.

’Farvel fugl’ er en teaterforestilling om afsked og ritualer. (Foto: Sune Hede)

Magleby: Teatret Wunschmachine kommer søndag den 29. august med deres børneteaterforestilling ’Farvel fugl’, der spilles på kirkegården i Magleby.

Publikum mødes ved indgangen til kirkegården, hvor de bliver taget imod af graveren, som står klar med hovedtelefoner til alle.

– Imens de følger efter graveren ind på kirkegården, begynder lydene af virkeligheden at forstærkes: først lyden af fødder, der går på grus, så fuglene. De bliver bedt om at holde fast i et reb. I langsomt tempo bevæger gruppen sig af sted, indtil de pludselig bliver afbrudt af en vred pige i en gul regnjakke der råber ”hvorfor skal det være sådan her«, fortæller Helga Rosenfeldt-Olsen, der er kunstnerisk leder hos Wunschmachine.

Hun forklarer videre, at ’Farvel fugl’ er en interaktiv teaterrejse på den lokale kirkegård, hvor en lydvandring blandes med møder med forskellige karakterer, der enten har brug for hjælp fra børnene eller inviterer dem til at deltage i forskellige ritualer.

Forestillingen slutter af med grav-saftevand og et åbent rum til at dele børnenes oplevelser med kirkegårde og afsked.

– Ideen med forestillingen er at adressere og give plads til, hvordan vi siger farvel, og har gjort det op igennem historien. Samtidig præsenterer forestillingen nysgerrigt børnene for den lokale kirkegård, hvor de måske kender mennesker, der er begravet, og giver dem nye briller at opleve stedet igennem, siger Helga Rosenfeldt-Olsen, der sammen med Alaya Riefensthal har skabt og optræder i forestillingen.

’Farvel fugl’ er støttet af Statens Kunstråd, Stevns Kulturpulje samt Faxe kommune.

Forestillingen er gratis, men da der er begrænsede pladser, skal billet reserveres på wunschmachine.dk.

Den 30. september kommer ’Farvel’, en sansevandring for voksne på Store Heddinge Kirkegård.

Teaterrejse på kirkegården:

  • Hvor: Magleby Kirke, Kirkevænget 2A, Klippinge
  • Hvornår: Søndag den 29. august kl. 11.00-12.00
  • For hvem: Børn i alderen 5-10 år og deres familier.
  • Hvordan: Forestillingen er gratis, men der er kun plads til 30 publikummer, så der skal bestilles plads.

Skriv en kommentar