(Last Updated On: 17. september 2020)
Anna Ancher var én af landets centrale kunstnere omkring 1900 og det egentlige samlingspunkt for Skagensmalerne. (Pressefoto)

Kultur: Stevns Teaterforening åbner sæsonen med den musikdramatiske forestilling ’Annas Verden’ fra Det Flydende Teater, som leverer et portræt af maleren Anna Ancher, en kvinde i et mandeunivers, et portræt af en tid og af en kvinde, der ville være kunstner.

Men det er ikke let at forene den klassiske moder- og hustrurolle med et liv som kunstner. Omverdenen har svært ved at forstå Annas valg – og ikke mindst fravalg – når hun forfølger sin ambition.

Forestillingen beretter dermed ikke blot om Anna Ancher, men peger frem i nutidige kvinders – og mænds – liv.

Gik imod forventningerne

I Annas Verden træder vi ind i en nutidig samtale mellem to kuratorer, der står for en udstilling om maleren Anna Ancher. Detaljer og situationer i kunstnerens liv trækkes frem som retningsgivende og ligefrem skæbnesvangre i hendes liv og virke.

– Anna Anchers liv er fascinerende. Hun trodsede forventningerne til de klassiske roller som mor og hustru. Det var ikke let for hende at forene børn og karriere, og omverdenens manglende forståelse for valg og fravalg gjorde det ikke lettere. Anna levede i en tid, der tillod hendes tegnelærer at sige, at hun burde lægge maleriet fra sig og følge sin mand efter devisen ”Malere har vi nok af, men gode mødre bliver der aldrig for mange af.”, fortæller Pelle Nordhøj Kann, fra Det Flydende Teater.

Han spiller bl.a. ægtemanden Michael Ancher i forestillingen.

Sit eget univers

Men malere som Anna Ancher var der kun én af. Kunstnerisk var hun enestående, moderne og dristig. Fra Europa bragte hun nye strømninger, flygtige penselstrøg, lys og lette pasteller med hjem og lod dem møde lokale og hjemlige motiver. Hun skabte dermed et helt eget univers.

Hun ville ikke iagttages og diskuteres, eller ’fortælles’. Hun ville huskes for, sine malerier.

Med Annas Verden bliver hendes historie fortalt. Vi er stadig i gang med at definere kønsroller, og Annas valg både fascinerer og provokerer publikum til at reflektere over egne valg og handlemønstre.

Billetkøb og cafemenu

Stykket spiller onsdag den 23. september kl. 19.30 i Erikstruphallen. Af hensyn til corona lukkes der ind i salen fra kl. 19.

Billetter købes på Stevns Teaterforenings hjemmeside stevns-teater.dk.

Cafe Algade har kreeret en teater-forkælelsesmenu til Annas Verden, som serveres fra kl. 17.00.

Skriv en kommentar