(Last Updated On: 28. september 2021)

På Hotherskolen skal eleverne på 4. og 5. årgang undervises i tegneserie

Hårlev: Det bliver et ekstra sjovt skoleår for 4. og 5. klasse på Hotherskolen. De skal nemlig være en del af ”1 år med tegneserier”. Et projekt der bliver til i samarbejde mellem Dansk Forfatterforening og Hotherskolens PLC (skolebibliotek).

Børn læser mindre og mindre, og især omkring 5. klasse sker der et alvorligt knæk i læselysten, fremgår det af en pressemeddelelse fra Dansk Forfatterforening. Det kan der være mange grunde til; men et godt bud er, at det især er i denne alder, hvor litteraturen kommer i skarp konkurrence med digital underholdning om børnenes opmærksomhed.

På Hotherskolen er eleverne med til at teste hypotesen om, at tegneserier kan øge den generelle læselyst og dermed konkurrere med digitale underholdningsformater. Eleverne får derfor et skoleår med tegneserieworkshops og tegneserier i undervisningen.

– Det bliver en kreativ proces over lang tid, hvor der bliver tid til fordybelse, refleksion og skabelse af egne tegneserier. Det kan næsten kun flytte læselysten generelt hos årgangene, siger Per Hansen, der er PLC-medarbejder og tovholder for projektet på Hotherskolen.

Tegneseriekunstner ud på skolen

Den primære aktivitet er en række tegneserieworkshops, som afholdes af tegneserieskaberne Sabine Lemire og Rasmus Bregnhøi, der skal undervise 4. og 5. klasse i at lave deres egne tegneserier.
Idéen er, at en kombination af workshops og inkorporering af tegneserier som en del af den almene læring i fagene billedkunst og dansk kan grave både læse- og tegneserieglæden frem i eleverne.

På skolen ser man frem til samarbejdet med professionelle tegneserieskabere:

– Vi glæder os meget til at få besøg af forfatter og illustrator i vores 4. – og 5. årgang. Vi har meget høje forventninger til elevernes møde med Sabine Lemire og Rasmus Bregnhøi. Det er helt fantastisk, at hver årgang får fire workshops, siger Per Hansen.

Mere om projektet: ’1 år med tegneserier’:

  • Er et projekt, som Dansk Forfatterforening laver i samarbejde med syv PLC’er (pædagogiske læringscentre/skolebiblioteker) rundt om i landet.
  • Hver skole får besøg af en tegneserieskaber, der skal lave workshops for eleverne på mellemtrinnet.

Skriv en kommentar