(Last Updated On: 27. februar 2020)

Ny restaurant åbner

The Norrmans åbner nu restaurant, også for andre end deres B&B-gæster. (Pressefoto)

Tåstrup: I 2018 blev The Norrmans Boutique Bed & Breakfast på Bækkemosevej 14 valgt som Månedens Iværksætter, og året efter kåret som Årets Iværksætter af Stevns Erhvervsråd.

Og det er gået den lille virksomhed godt, så godt, at ægteparret bag, Anna og Lars Norrman, nu åbner deres køkken for alle på Stevns.

Starter i marts måned

Fra marts måned kan man booke et bord hos The Norrmans fredag ​​eller lørdag, og der er også mulighed for frokost på søndage eller bussinesslunch på torsdage.

– Bussinesslunch betyder, at du kan sætte dig ned med dine forretningskunder over et stykke mad. Du skal booke et bord senest to dage i forvejen, lyder det fra værtsparret.
Ægteparret har fået en kok fra København, Scott Chancellor, der arbejdede på nogle af verdens bedste restauranter og hans kone, Fanny Josefsson Waller, der var sommelier på de samme steder.

Bæredygtig uden madspild

Norrmans køkken vil udelukkende benytte lokale og sæsonbestemte ingredienser, og alt bearbejdes fra bunden.

– Vi har et køkken, der fungerer bæredygtigt, og vi satser med nul affald, siger Anna og Lars Norrman.

Middag serveres ca. kl. 19:30 ved lange borde med de andre gæster, og man bliver bedt om at mødes omkring kl. 19 for at bestille en drink.

Der kan ikke vælges en menu, for den afhænger af hvad der blev fundet hos de lokale leverandører den samme dag.

Har man allergi, bedes det oplyses ved reservation, og der kan arrangeres eget bord.

Merværdi for samfundet

Anna og Lars Norrman er fra Sverige, og boede først på Møen og i København, før de indtog Stevns.

Derfor tænker de i svenske kroner, når de skal svare på hvad de forskellige måltider vil koste.

– Hos os koster tre retter 350 kr., og selvfølgelig kan du bestille vin eller snacks på stedet, hvis du ønsker det. En frokost koster 250 kr., som inkluderer både alkoholfrie drikkevarer og kaffe og et lille stykke kage bagefter, lyder det fra The Norrmans.

– Vi føler selv, at området har brug for mere mad, og i en længere periode har vi arbejdet for at kunne åbne restauranten for dem, der bor omkring os, så ikke kun vores besøgende turister kan nyde Fannys og Scotts mad. Vi håber, at dette skaber merværdi for vores samfund, siger Anna og Lars Norrman.

Også vin- og brødbutik

Der vil også være en lille vinbutik, nogle dage en brødbutik og stedets interiørbutik er åben for dem, der vil kigge derind.

Andre små lokale specialiteter vises også på hylderne i foråret.

Og så er der naturligvis stadig Bed and Breakfast til de mange turister som besøger Stevns.
sky

Skriv en kommentar