(Last Updated On: 18. maj 2021)

Er igen kandidat hos de konservative

Thor Grønbæk var i 2015 med til at åbne Mænds Mødesteder i egenskab af formand for det daværende Social- og Sundhedsudvalg i Stevns Kommune. (Arkivfoto)

Kommunevalg: Det siges, at når en gammel cirkushest kan lugte savsmuld, vågner den og vil tilbage i manegen.

Til november er der kommunalvalg, og en af Stevns’ vedholdende politikere agter at tage endnu en tur i valgmenageriet.

»Politik er et håndværk«

Thor Grønbæk stiller op til kommunalvalget for Det Konservative Folkeparti Stevns, lyder meldingen fra lokalafdelingen på Stevns, kort tid før partiets generalforsamling og opstillingsmøde den 26. maj.

Og partiet må være sikker på at Thor Grønbæk får en plads på listen, idet han tidligere i år blev valgt til lokalbestyrelsen.

– Selvfølgelig stiller jeg op, og jeg glæder mig til at føre en konservativ valgkamp igen. Politik er et håndværk og med årene bliver man mange erfaringer rigere. De erfaringer ved jeg vil give vælgerne en solid kandidat, der kæmper for sine mærkesager, siger Thor Grønbæk om sit kandidatur.

Bred politisk baggrund

Thor Grønbæk har en lang karriere bag sig i Stevns’ politiske liv, hvor han opstillede for Stevnslisten i 2009 og kom i kommunalbestyrelsen, men skiftede til Det Konservative Folkeparti i 2011, for hvem han opstillede som borgmesterkandidat i 2013 og opnåede 261 personlige stemmer.

Tre år senere brød Thor Grønbæk med de konservative og blev løsgænger (Borgerlisten Stevns) i oktober 2016 efter en uoverensstemmelse med vælgerforeningens bestyrelse, der ikke ville pege på ham som spidskandidat til valget.

Han nåede således at sidde i otte år for tre forskellige lister frem til valget i 2017, hvor han måtte smide håndklædet i ringen.

Klima og miljø

Men nu er den garvede politiker tilbage og for 4. gang kan man til efteråret finde hans navn på listen til kommunalvalget.

Thor Grønbæk har tidligere været formand for Social- og Sundhedsudvalget og det tidligere børneudvalg.

– Ambitionen er naturligvis en plads i kommunalbestyrelsen, ingen tvivl om det. Konservative havde et rigtig flot valg i Stevns i 2017, og med den nationale fremgang for partiet, er jeg helt sikker på, at vi som minimum kan holde status quo, siger han og varsler ændringer i sit politiske fokus:

– Mit fokus i den kommende valgkamp bliver lidt anderledes, end det man tidligere har set fra mig. Gennem den seneste valgperiode har det frustreret mig, at Stevns ikke har en bedre vision for klima og miljø. Jeg mener vi er håbløst bagud på den front, og det syntes jeg der skal laves om på. Ofte ses klima og miljøpolitik som et emne man taler om ved folketingsvalg, men jeg mener vi bør starte lokalt og bidrage til festen. Der er så meget at tage fat på, og jeg glæder mig til at fortælle vælgerne om min vision, lyder det fra Thor Grønbæk, der iøvrigt er en habil fritidsdykker, og som nok af samme grund ved en del om havmiljøets tilstand.

Væk er gammel nag

Uroen og uenighederne mellem Thor Grønbæk og Det Konservative Folkeparti er tilsyneladende skrinlagt, for hans kandidatur vækker ifølge partiets pressemeddelelse stor glæde blandt vælgerforeningens øvrige bestyrelse.

– Vi er rigtig glade for at Thor valgte at melde sig ind i partiet igen, og jeg mener det er en enorm styrke for Konservative at have Thor som kandidat. Thor har erfaring og er en solid konservativ stemme, udtaler partiets formand Bo Kjeldsmark, som bakkes op af nuværende kommunalbestyrelsesmedlem og konservativ gruppeformand, Mikkel Lundemann Rasmussen:

– Jeg er superglad for at have Thor med på holdet. Thor står for konservativ ordentlighed og har en fed energi og godt humør. Jeg tror vi kommer til at komplementere hinanden rigtig godt i valgkampen med vores respektive mærkesager, så vi kommer godt rundt om den konservative politik, siger Mikkel Lundemann Rasmussen.
sky

Skriv en kommentar