(Last Updated On: 22. september 2021)

Område på Stevns kan være forurenet med fluorstoffet PFOS.

Af Klaus Slavensky

 

Kortet fra region Sjælland viser en enkelt prik i Stevns Kommune, hvor der kan være forurening. 

Miljø: Giftsagen fra Korsør har nu spredt sig til hele landet, inklusiv Stevns, hvor der ifølge Region Sjælland er udpeget et muligt område ved Gydevej mellem Store Heddinge og Sigerslev.

De 145 registrerede områder skal nu undersøges for mulig forurening af fluorstoffet PFOS.

74 steder på Sjælland

Miljøminister Lea Wermelin (S) har bedt landets kommuner og regioner undersøge, om der udover Korsør-sagen kunne være lignende forureningssager andre steder i landet.

I Korsør har 118 børn og voksne fået målt for høje mængder PFOS i blodet, efter de har spist kød fra det kvæg, der har græsset på en forgiftet mark.

Derfor har Danske Regioner lavet en liste over 145 nuværende og tidligere brandøvelsespladser, hvor der kan være blevet spredt brandskum med PFOS, idet de kan udgøre en risiko for mennesker, grundvand eller overfladevand, hvis det viser sig, at områderne er forurenede. På Sjælland er der tale om 74 mulige områder.

Stevns afventer svar

Centerchef Birgitte J.T.K. Nielsen fra Teknik- og Miljøforvaltningen i Stevns Kommune, siger til Stevnsbladet, at man er blevet bekendt med regionens kort, og har nu taget kontakt til Region Sjælland.

– Vi er ikke vidende med, at der skulle have været øvelsespladser på Stevns. Men hvis vi bliver bedt om at bistå regionen med f.eks. jordprøver, så går vi straks i gang. Men lige nu afventer vi svar på vores henvendelse til regionen, oplyser Birgitte J.T.K. Nielsen.

Regionsformand: Ingen grund til bekymring

Adressen Gydevej 2 A er tidligere NIKE afskydningsplads, og området er stadig afspærret og de militære bygninger står endnu på grunden.

NIKE Sigerslev blev sammen med landets øvrige NIKE enheder nedlagt i 1983, og det fremgår ikke umiddelbart, at området også skulle være brugt til brandøvelser, som kan medføre risiko for, at PFOS-forurening er sivet ned i grundvand eller overfladevand i nabolaget.

Til DR siger regionsrådsformand Heino Knudsen (S) at der ikke er grund til bekymring, hvis man bor nær et af de områder, som skal undersøges for PFOS.

– Det er næppe alle 145 lokaliteter, der er forurenede. Derfor skal man ikke gå og bekymre sig nu. Vi arbejder så hurtigt, vi overhovedet kan, og de steder, vi vurderer, risikoen er størst, sætter vi først ind, siger Heino Knudsen ifølge DR-Nyheder.

Skriv en kommentar