(Last Updated On: 23. juni 2015)

Trafik_bagrattetKØGE: Kl. 15.48 i går eftermiddags overså en 20-årig mand fra Hårlev under kørsel i sin personbil i østlig retning af Søndre Viaduktvej i Køge, at trafikken foran ham var gået i stå. Han påkørte derfor varebilen foran, ført af en 54-årig mand fra Klippinge.

Ingen af parterne kom til skade ved uheldet, som dog skabte lidt trafikale problemer. En motorcykelbetjent kørte til stedet for at assistere med færdselsregulering.

Politiet inddrog nummerpladerne på den 20-åriges bil, fordi han havde glemt at betale sin lovpligtige ansvarsforsikring. Nummerpladerne var derfor efterlyste med henblik på inddragelse.

Kl. 16.30 skete endnu et uheld på vejen i østlig retning, idet fire bilister blev impliceret i et nyt harmonikasammenstød på grund af manglende opmærksomhed. En 52-årig kvinde fra Hårlev havde ikke opdaget, at trafikken foran hende var gået i stå. Hun påkørte derfor den forankørende bilist, der blev skubbet frem i den næste bil, der sluttelig blev skubbet frem i den fjerde part i uheldet.

Den først påkørte bilist – en 35-årig kvinde fra Holstebro, som blev indbragt til kontrol på skadestuen – var sluppet uskadt fra uheldet ligesom de øvrige parter. Kl. ca. 17 var trafikken normaliseret på stedet efter de to uheld.

Skriv en kommentar