(Last Updated On: 4. maj 2021)

Bunken af hår er løbende blevet samlet sammen i en papkasse. Her ses – udover Berit (tv.) og Natasja – al håret hældt ud på gulvet og omformet til et stort ’TAK’ – til deres trofaste kunder, selvfølgelig. (Foto: Rikke Michael Hansen)

Rødvig: Tirsdag den 27. april var præcis tre uger efter, at lempelser i coronarestriktionerne tillod genåbning af frisørsaloner. Og denne tirsdag eftermiddag kiggede Stevnsbladet indenfor i frisørsalonen på Havnepladsen 2 i Rødvig, hvor Style Passion v/ Berit Leen Jensen og Frisør Neestrup deler salon.

Efter mere end 100 dages nedluk har de to frisører haft nogle meget travle tre første uger:

– Vi har arbejdet alle hverdage, næsten uafbrudt fra kl. 9 om morgenen til kl. 20-21 om aftenen, fortæller Natasja Neestrup Frimann, der ligesom sin frisørkollega er særdeles glad for igen at have kunderne tilbage i frisørstolen.

– Det er en fornøjelse at være tilbage, og kunderne har været fantastiske, lyder det samstemmende fra de to frisører, som især har haft travlt med at friske hårfarver op og klippe de lange lokker, som mange af kunderne har fået.

– Nogle har også vænnet sig til et længere hår og har fået helt nye frisurer, og så har der også været lidt ’uheld’ hjemmefra, som skulle rettes op, forklarer Berit Leen Jensen.

Men langt de fleste har længtes efter at få deres gamle frisurer tilbage, og 15 dages afklip efter ’coronafrisurer’ akkumulerer en del hår, som de to frisører for sjov skyld har samlet sammen i en papkasse.

Gæt og vind

Berit og Natasja har besluttet at afholde en facebook-konkurrence med de mange coronalokker som omdrejningspunkt.

Spørgsmålet lyder i alt sin enkelthed: Hvor meget hår i gram har de to frisører klippet af deres kunder på de tre første uger, som altså tæller 15 arbejdsdage fra kl. 9-21 for to frisører?

Til de tre personer, der kommer tættest på det korrekte antal gram, er der følgende præmier på højkant: 1 x klip hos Style Passion v/ Berit Leen Jensen, 1 x klip hos Frisør Neestrup og endelig 1 x to timers SUP-tur hos LimeLight Boardsport Club.

Se mere om konkurrencen på de to frisørers samt LimeLight Boardsport Clubs respektive facebooksider.
rmh

Skriv en kommentar