(Last Updated On: 18. maj 2020)

Vråby: Lørdag eftermiddag den 16. maj kl. 15.15 fik politiet en anmeldelse fra en 43-årig mand fra Hårlev, som under kørsel i bil ad Hestehaven havde set to hunde strejfe omkring.

De to hunde var pludselig hoppet over et mindre hegn ind til et grønt område, hvor der gik nogle får.

Anmelderen standsede bilen og gik ind i området, hvor han med et haveredskab holdt hundene i skak, såfremt de ville angribe fårene.

I mellemtiden fik han alarmeret politiet og kontakt til en kvindelig hundeejer, som afhentede hundene.

Politiet kunne efterfølgende konstatere, at fårene ikke havde lidt overlast efter de to hundes besøg.

Hundenes ejer traf politiet ikke hjemme, men en 37-årig kvinde fra Hårlev blev senere telefonisk kontaktet og sigtet for overtrædelse af hundeloven, eftersom hendes to hunde strejfede.

Kvinden oplyste, at en låge i en indhegning på hendes bopæl ikke var blevet lukket. Hundene var derfor stukket af og strejfede i området.

Hundeejeren kan nu se frem til at høre nærmere fra politiet, når sagen skal afgøres.

Skriv en kommentar