(Last Updated On: 25. februar 2020)

Fra drama-dokumentaren »Den døde soldat«, hvor Jacob Panton medvirker både i filmlærredet og foran den 11. marts. (Pressefoto)

Film/Foredrag: Stevns lokale biograf Snurretoppen i Algade 32 i Store Heddinge har sat to helt særlige filmarrangementer på programmet, hvor begge film ledsages af foredrag.

Den døde soldat

Den 11. marts vises „Den døde soldat”, hvor kommunalbestyrelsesmedlem Jacob Panton (V) har „hovedrollen”.

Jacob Panton bliver ramt af en granat, skudt fem gange af en snigskytte og dør på operationsbordet. Mirakuløst bliver han genoplivet og overlever med nød og næppe angrebet fra Taleban på hans sidste patrulje i Afghanistan. Hjemme venter en hård kamp for Jacob, hans kone og datter.

Den nu tidligere kampvognskommandør er så hårdt såret, at han ikke kan vende tilbage til kammeraterne i Forsvaret. Han mister sin identitet og i frustration over, hvor dårligt systemet tager hånd om sårede soldater, finder han langsomt en ny mening med livet. Hans nye livsprojekt bliver at hjælpe andre sårede veteraner tilbage til en tålelig tilværelse.

Jacob Panton fortæller sin dramatiske historie om, hvordan krig kan forandre alt, og det gør han i forbindelse med at filmen vises.

Filmen og Jacobs dramatiske historie kan opleves i Snurretoppen, når Koldkrigsmuseum Stevnsfort og Stevns Bibliotekerne slår biografens døre op onsdag den 11. marts klokken 19-21. Museumsinspektør fra Stevnsfortet, Iben Bjørnsson, introducerer filmen, mens biblioteksleder May-Britt Diechmann er ordstyrer, når Jacob efter filmen fortæller og tager imod spørgsmål fra salen.

Arrangementet er gratis. Man skal bare huske at hente billet på www.stevnsbib.dk eller på bibliotekerne i Strøby Egede, Hårlev eller Store Heddinge i den betjente åbningstid.

Rejsen til Utopia

Den 1. april går „Rejsen til Utopia”, og selv om det kan lyde sådan, er det ingen aprilsnar.

Familien Mo bor med deres tre børn på en idyllisk slægtsgård i de norske fjelde – eneste ulempe er, at de er nødt til at pendle på arbejde i fly. Så forældrene lider af en nagende klimasamvittighed og et stigende behov for at handle for at redde planeten og deres børns fremtid.

Efter mange overvejelser beslutter de at flytte til Karise, til Permatopia, som er et selvforsynende, økologisk landsbykooperativ i Danmark. Men det viser sig at være betydelig lettere at have de rigtige meninger, end at udleve dem.

Idealisme og virkelighed

„Rejsen til Utopia” Sammenstødet mellem idealisme og virkelighed, individuel frihed og ansvar over for fællesskabet, sætter hverdagen på spidsen, ikke mindst i en familie, der består af fem stædige individualister og mindst lige så mange drømme.

Også til dette arrangement er der en kommunalpolitiker til stede, og det er Line Krogh Lay (R), der er formand for det lokale Verdensmålsudvalg.

Billetter kan købes via: www.snurretoppen.net
sky

Skriv en kommentar