(Last Updated On: 5. oktober 2021)

Sommeren 2022 byder igen på underholdning og stevnsk tapas

Flot nyt revyhold. Fra venstre Marie Mondrup, Flemming Jensen, Max Hansen, Mathias Grove og Susanne Breuning. (Pressefoto)
Kultur: Max Hansen fortsætter succesen med nyt hold til Revyperler i Rødvig Harmoniens Revyperler er klar med nyt revyhold og gentager publikumssuccesen fra sommeren 2021 på Harmonien.
Endnu en gang er det med et professionelt revyhold og helaftensoplevelse med spisning i revysalen.
I år havde revyen en stor publikumsfremgang og måtte melde 12 af de 18 forestillinger udsolgte, så revyen udvider fra 18 til 20 forestillinger i 2022.

3 garvede og 1 nyt talent

Max Hansen blev allerede i sommer engageret som kunstnerisk leder til næste års revy.
De seneste måneder har der været arbejdet intenst med at sammensætte et hold, der kan matche de foregående år. Det må siges at være tilfældet. Øverst på plakaten står Flemming Jensen, der har mere end 30 revyer på CV’et samt en perlerække af satire- og comedy shows.
Susanne Breuning der ligeledes har mere end 30 revyer på CV’et er Revyperlers anden store scoring til årets revyhold. Med en kapacitet som Susanne, der kan alt på en revyscene, så er forventninger i top. Den anden halvdel af den kvindelige side af revyen er Marie Mondrup, der i 2018 var publikumsoverraskelsen i Kerteminderevyen, hvor hun både udviste stort sangtalent og komisk talent. De 4 stærke skuespillere akkompagneres af revyens kapelmester og pianist Mathias Grove, der for 3. gang står for det musikalske arrangement af Harmoniens Revyperler.

Jagten på de store navne

Restaurant Harmonien lægger atter rammerne for en helaftensoplevelse, som nydes ved veldækkede borde i salen, hvor gæsterne kan sidde bekvemt hele aftenen.
Det hele starter med en udsøgt revyplatte – Den Stevnske Tapas – efterfulgt af en veludvalgt revydessert, inden revyen skydes i gang.
– Selvom det er 3. gang, at jeg sætter revy op på Harmonien, så er det stadig med stor ydmyghed, spænding og håb til at lokalbefolkningen og virksomheder forsat vil støtte dette meget store projekt, siger restauratør og revydirektør Harry Böckmann og tilføjer:
– Jeg vil i hvert fald, sammen med mit hold af både professionelle og frivillige, gøre mit bedste for, at vi igen i år leverer en Spitzenklasse-aften til alle vores gæster. Vi bestræber os på at gøre det bedre hvert år med de mulige rammer, der er på Harmonien – og mon ikke det til næste år bliver endnu bedre?
Max Hansen er idémanden bag, og han har år efter år trukket på sit store netværk.
– Det er ingen hemmelighed, at jeg tidligere har prøvet at få Susanne Breuning og Flemming Jensen med i Harmoniens Revyperler uden held. Men ønsket om at stå på scenen med netop de to var så stort, at jeg blev ved med at spørge dem, og så endelig i år lykkedes det, siger han og fremhæver holdets unge talent:
– Marie Mondrup oplevede jeg på revyscenen i Kerteminderevyen i 2018 og har siden drømt om at opleve hende bringe ny energi til Revyperlerne. Sammen med vores kreative og topmusikalske kapelmester er revyholdet igen fuldendt, og jeg glæder mig til at vi skal underholde vores trofaste Revyperle-publikum i Rødvig – både dem der kommer fra nær og fjern”¨

Der er også revykage

Revyen har premiere onsdag den 22. juni til næste år og er programsat med 20 forestillinger på torsdage, fredage og lørdage til og med den 30. juli 2022, og med forpremiere den 21. juni og en enkelt onsdagsforestilling den 21. juli.
Revyen har max. kapacitet på 130 spisende gæster i salen og på balkonen. Revybilletten er inklusive menu, den Stevnske Tapas, fra Restaurant Harmoniens populære køkken. Den Stevnske Tapas serveres ved bordene til alle gæsterne inden revyens start, og inden revyen går i gang, er der naturligvis mulighed for at tilkøbe årets revykage.
sky

Fakta:

  • Revyperler 2022 spilles på disse datoer: 21/6(forpremiere), 22/6(premiere), 24/6, 25/6, 30/6, 1/7, 2/7, 7/7, 8/7, 9/7, 14/7, 15/7, 16/7, 21/7, 22/7, 23/7, 24/7, 28/7, 29/7 og 30/7.
  • Der er forestillinger med spisning fra kl. 17.30 – se spilleplan på revyperler.dk.
  • Sted: Harmonien, Rødvig Hovedgade 2, Rødvig

Skriv en kommentar