(Last Updated On: 5. september 2014)

William-og-Jens
William Perch-Nielsen fra Klippingegaard og Jens Hansen fra Livsnyder og Bonderøv til torvedag. (Foto: Rikke Michael Hansen).

STORE HEDDINGE: ”Så længe frosten ikke er kommet, så fortsætter vi med torvedag hver onsdag. Vi er her i hvert fald frem til udgangen af september”, fortæller William Perch-Nielsen fra Klippingegaard, der siden start har bakket op om initiativet. William fortæller, at han har fået en lille fast skare af kunder, som kigger forbi torvet og handler hos ham hver onsdag. Han har et mindre udvalg af årstidens grøntsager med hver gang, og man kan for eksempel købe en blandet pose med hjem, hvor der typisk er grøntsager til et par aftensmåltider. Denne onsdag har William selskab af Jens Hansen fra Livsnyder og Bonderøv, der byder på hjemmelavede spegepølser og god gammeldags nyrøget bacon. Begge er de medlemmer af Stevns Fødevarenetværk, som hver onsdag er repræsenteret på torvet med skiftende bemanding blandt netværkets medlemmer. Også fiskebilen ruller troligt ind på torvet hver onsdag morgen, så man kan købe lidt frisk fisk med hjem. Desuden har en skærsliber fundet torvet, og her kan man kigge forbi og få slebet sine knive og sakse, hvis de trænger. Denne onsdag er der også en stand med kræmmerting, en anden med hjemmenørklerier og en tredje med tøj. Og som noget nyt kan man hver anden onsdag møde Lone Clausen og Birgit Thomsen, der begge bor i Holtug. De har en stand med kvalitetstasker, som de importerer fra Etiopien.
rmh

Skriv en kommentar