(Last Updated On: 18. juli 2015)

Pallemobler-pa-torvetMonica Andersen, indehaver af Cloud Nine, Tim Warner, formand for Store Heddinge Borger- & Handelsstandsforening og Daniel Boye Larsen fra Bygma indvier et af torvets nye sofasæt. (Foto: Rikke Michael Hansen)

STORE HEDDINGE: Så er der kommet lidt ekstra hygge på torvet i Store Heddinge: Nemlig fem sæt borde og bænke lavet af EUR-paller med tilhørende røde og grønne parasoller til.

Det er de to studerende Sofus og Matthias fra Horisonten STU, der – sammen med formanden for Store Heddinge Borger- og Handelsstandsforening, Tim samt Henrik fra Bygma – har bygget og malet møblerne. Alle materialer og parasoller er sponseret af Bygma i Store Heddinge

Møblerne vil stå på torvet på prøvebasis sommeren ud, og tanken er, at de kommer frem igen til næste sommer. Der bliver sendt en ansøgning af sted til Plan- og Teknikudvalget i Stevns kommune, så den nye møblering af torvet kan blive godkendt af kommunen.

Og det nye møblement er for alle. Så brug dem endelig, hvis du trænger til en lille siddepause mellem indkøbene, falder i god snak med en bekendt, får lyst til at nyde lidt at spise og drikke – eller noget helt fjerde.
rmh

 

 

Skriv en kommentar