(Last Updated On: 17. oktober 2018)

Kommunalpolitikerne har igennem mange år fremsat en række forslag til forskellige linjeføringer til en omfartsvej, for herefter at lade forslagene ligge.

Det er en helt urimelig måde at drive politik på. Hvert nyt forslag stavnsbinder de borgere, som bor i de berørte områder og reducerer værdien af de berørte ejendomme, hvis de da overhovedet kan sælges.

Der er nu offentlig høring om en sydlig linjeføring, som kommunen går ind for, og en alternativ nordlig linjeføring. Linjeføringerne er ikke beskrevet i Trafikplanen, men kun vist på et kort (fig. 42). Kortet viser ikke den nordlige linjeføring, som Vejdirektoratet har undersøgt og som høringen vedrører.

En sydlig linjeføring bidrager ikke til løsningen af den trafikale problemer. På kommunalbestyrelsesmødet 9. oktober 2014 oplystes, om den sydlige linjeføring, at: “Linjeføringen afhjælper i mindre grad trafikbelastningen her og nu i Køge end en mere nordlig løsning. Til gengæld støttes linjeføringen både i Køge og af Vallø Stift og kan potentielt ændre det grundlæggende trafikmønster og dermed på sigt afhjælpe trafikbelastningen i og omkring Køge.”

Der er ingen tvivl om, at de trafikale problemer i og omkring Køge vokser betragteligt. Vallø Stift skulle angiveligt støtte den sydlig linjeføring. Det er ikke i overensstemmelse med det Vallø Stift har meddelt Folketingets Trafikudvalg, hvor Vallø Stift anfører: “der skal søges en løsning inde i Køge by … eller så tæt på Køge som muligt…”.

Det er uvist, hvordan den sydlige linjeføring kan “ændre det grundlæggende trafikmønster og dermed på sigt afhjælpe trafikbelastningen i og omkring Køge”. Det fremgår i hvert fald ikke af analyserne udarbejdet af Rambøll for kommunen i 2006, 2008, 2009 og 2013.

Her peges entydigt på, at en sydlig linjeføring ikke bidrager til løsningen af de trafikale problemer. Den gennemgående anbefaling fra de mange rådgivere kommunen har benyttet, er en nordlig linjeføring.

Peter Giersing,
Folehaven 2
4652 Hårlev

 

Skriv en kommentar