(Last Updated On: 26. juli 2019)

Trafik: Den tidligere regering indgik forud for Folketingsvalget i juni en aftale med DF om forskellige vejprojekter, heriblandt blev der afsat midler til en sydlig vejforbindelse fra Stevns til Sydmotorvejen.

Den nye transportminister Benny Engelbrecht (S) har for nylig meldt ud, at han ønsker at begynde helt forfra og fordele milliarder til veje og kollektiv trafik på ny.

Det har fået borgmester Anette Mortensen (V) og kommunaldirektør Per Røner til at invitere Benny Engelbrecht til Stevns kommune, alternativt at få foretræde for ministeren forud for forhandlingerne om udmøntningen af trafikinvesteringerne.

I invitationen fremhæves tre ’brændende infrastrukturelle platforme, som har stor virkning for kommunens fortsatte udvikling og attraktion’.

De tre platforme er 1. Etablering af en statsvej med tilkobling til motorvejsnettet, 2. Lokaltogs forbindelse fra Køge mod København/Næstved og endelig 3. Takster med den offentlige transport for pendlerne fra Stevns.

Brevet blev sendt til ministeren torsdag den 18. juli.
rmh

Skriv en kommentar