(Last Updated On: 16. november 2021)

En mindful start på livet giver børn et sundt selvværd og evnen til at finde ro.

De tre mindfulness dagplejere med deres certifikater. (Privatfoto)

Stevns: Den 31. oktober blev Kaia Hougaard Rasmussen, Helle Hansen og Pia Bønning Sørensen fra dagplejen i Stevns Kommune, certificeret Mindful Dagplejer og modtager Mindful Børnelivs Flaget.

– Dagplejerne modtager flaget, fordi de har fokus på at give børnene en mindful hverdag; altså en hverdag, hvor der plads til mindfulness aktiviteter, fordybelse og børnemeditationer, som lader børnene op, giver dem indre ro og øger deres sociale kompetencer, fortæller Mette Dyhr Ottesen, daglig pædagogisk leder i dagplejen.

Rundt omkring i landet er der allerede nu mange certificerede Mindful Dagplejere og Børnepassere. Og fælles for dem alle er, at de dagligt laver mindfulness aktiviteter og børnemeditationer med børnene, har fokus på at være i bevidst nærvær med børnene og er autentiske rollemodeller. For selv at have indre ro og forblive bevidst nærværende har de en daglig, personlig mindfulness praksis. Og igennem uddannelsen hos Sofia Sølvig har dagplejerne kigget indad og arbejdet med egne mønstre, overbevisninger og adfærd.

De certificerede dagplejere arbejder også ud fra de otte mindfulness principper i dagligdagen, som giver fokus på børnenes initiativer, positive intentioner og styrker. Det støtter børnenes udvikling af en stærk selvforståelse og et sundt selvværd.

De positive gevinster for børnene i en Mindful Dagpleje er: bevidst nærvær, mere glæde, bedre selvforståelse, et sundt selvværd, øget koncentrationsevne, mere empati, gode sociale kompetencer, indre ro og bedre søvn.

Kaia, Pia og Helle glæder sig over de livslange gaver, de giver de kære små. Og der er tale om gaver for livet, eftersom en mindful start på livet giver børnene et sundt selvværd og evnen til at genkende og finde roen i sig selv senere hen i livet.

Man kan læse mere på mindfulborneliv.dk.

Skriv en kommentar