(Last Updated On: 1. september 2020)

Himlingøje Gymnastikforening inviterer til 30 års jubilæumscykelløb. Aase Winther og Charles Hansen har været med hele vejen: Aase som deltager, mens Charles har stået for planlægningen i alle årene.

Af: Rikke Michael Hansen

I mappen opbevarer Aase sine diplomer for deltagelse i Vallø Rundt. Der er diplomer fra alle årene, og desuden medaljer for de ’runde’ år. Og Charles har sørget for, at der snart kan føjes en 30-års medalje til samlingen. (Foto: Rikke Michael Hansen)

Himlingøje: For 30. gang afvikler Himlingøje Gymnastikforening cykelløbet Vallø Rundt.

I år køres løbet søndag den 20. september, og som altid er der fire ruter at vælge imellem på hhv. 25, 40, 60 og 80 kilometer.

Familien cykler med

81-årige Aase Winther, der bor i Hårlev, har deltaget ved alle løbene. Også i år er hun at finde på startlisten, og det bliver med startnummer 1.

Aase kører på sin elcykel, der også bliver brugt flittigt i hverdagen, både når hun skal op at handle i Brugsen, til banko i Hårlevhallen og når turen går til Ranestedet i Varpelev, hvor Aase udover en plads i bestyrelsen også har egen have med bærbuske og et stort pæretræ. Frugten bliver omdannet til marmelader, som børn, børnebørn og oldebørn nyder godt af.

Charles Hansen og Aase Winther er begge klar til årets udgave af motionscykelløbet Vallø Rundt. (Foto: Rikke Michael Hansen)

Cykelformen bliver således holdt ved lige året rundt, og i sommerferien bliver der trænet lidt ekstra, for der passer Aase sønnens høns i tre uger. De – både sønnen og hønsene – bor i Arnøje, så der bliver det dagligt til 7 kilometer hver vej.

– Jeg har altid cyklet meget. Jeg nyder at være med til Vallø Rundt, og det bliver sjovt at se, hvor længe jeg kan blive ved, siger Aase, der også regner med at deltage i Vallø Rundt til næste år.

De første mange år kørte Aase ruten på 40 kilometer, men siden 2014 har hun tilbagelagt 25 kilometer. Den rute skal hun også køre i år, og det bliver i selskab med søn og svigerdatter – og barnebarnet på 29 år, som Aase for første gang har fået lokket med på turen.

Mange jern i ilden

Udover cykelløb, banko, bestyrelsesarbejde, bæravl og -sylteri har Aase adskillige andre interesser, bl.a. strikker hun hver onsdag formiddag sammen med de andre medlemmer af Himlingøje Gymnastikforenings aktivitetsklub.

Medalje og diplom bliver vist frem. (Foto: Rikke Michael Hansen)

Aase, der i mange år arbejdede på Hårlev Bibliotek, kan også godt lide ’at samle på ting’, som hun selv formulerer det. Mere end 4.000 forskellige servietter, over 2.000 kuglepenne sammen med ’mindre’ samlinger af nisser, svaner, dukker mm. er det blevet til gennem årene.

Og hver fredag mødes Aase med kortklubben, hvor der bliver spillet Whist helt frem til midnat.

Manden bag løbet

En af de andre spillere ved kortbordet fredag aften er Charles Hansen fra Himlingøje, som også har været en del af Vallø Rundt i 30 år.

Charles Hansen er dog ikke at finde som deltager i cykelfeltet; han er til gengæld ’manden bag løbet’, for Charles har ansvaret for ruterne, praktikken og alle detaljerne.

Charles er i dag formand for cykelafdelingen under Himlingøje Gymnastikforening – hvor han for øvrigt er mangeårig kasserer. Han har været med til at planlægge Vallø Rundt, siden gymnastikforeningen i 1991 overtog løbet efter BK Vallø. Dengang var det Anker Hyldgaard, der var formand for cykelafdelingen, med Charles som næstformand.

Himlingøje Gymnastikforening kan for øvrigt fejre sit 130. år i år.

Forventer at få grønt lys

Trods den noget anderledes situation med corona, så regner Charles afgjort med, at løbet også kan gennemføres i år.

– Jeg afventer i øjeblikket grønt lys på de tilladelser, jeg har søgt hos både politiet og Stevns kommune, men jeg er ret sikker på at vi nok skal få dem, siger formanden.

Ruterne er til gengæld allerede på plads, for de er de samme som tidligere år.

Når tilladelserne er endeligt i hus, bliver næste opgave en tur rundt til sponsorerne efter præmier. For som altid er der gode præmier på højkant, og da Vallø Rundt er et motionsløb, fordeles præmierne ud fra lodtrækning på startnumrene. Hovedpræmien er en racercykel, sponseret af Johnnys Cykler i Hårlev.

Start og mål er som altid ved Himlingøje Forsamlingshus, og den tidligere formand, Anker Hyldgaard, har lovet at komme og skyde løbet igang og sende rytterne godt afsted.

Tilmelding er åben og kan ske til charlesh@c.dk eller ved fremmøde på dagen.

Vil man gerne cykle lidt mere regelmæssigt er motionscyklingen startet op igen efter en længere coronapause. Det er hver onsdag med start kl. 18.30 og mødested ved forsamlingshuset i Himlingøje.

Motionscykelløbet Vallø Rundt

Starttider for de fire ruter:

  • 80 km. – kl. 09.00
  • 60 km. – kl. 09.30
  • 40 km. – kl. 10.00
  • 25 km. – kl.10.30

Deltagergebyr:

  • 25 og 40 km. – 70 kroner
  • 60 og 80 km. – 100 kroner
  • Børn under 15 år – 50 kroner

Skriv en kommentar