(Last Updated On: 25. juli 2016)

Politi-patruljeSTORE HEDDINGE: Kl. 3.22 natten mellem lørdag og søndag fik politiet flere anmeldelser om et indbrud i en varebil, der holdt parkeret på Egestræde.

Tre personer var set på stedet, men de var kort efter kørt fra stedet i ukendt retning.

Politiet kørte straks mod området og fik undervejs kontakt til og standset en varebil, hvori der var tre mænd på hhv. 23 år fra Bjæverskov og Køge samt en 35-årig mand fra København Ø.

De blev alle tre anholdt som mistænkte i forbindelse med indbrud i varebilen samt som sigtede for kørsel i en varebil, der var meldt stjålet fra Rønnede den 15. juli i år.

Politiet undersøger nu, om de havde nået at stjæle noget i forbindelse med indbruddet i varebilen samt deres brug af den stjålne varebil.

Når efterforskningen er afsluttet, og de tre anholdte er afhørt til sagerne, tager politiet stilling til, om nogen af dem skal fremstilles i grundlovsforhør, eller om de skal løslades.

 

Skriv en kommentar