(Last Updated On: 15. januar 2020)

Landcyklerne – som er nomineret til SydkystDanmarks Bedste Turismeinitiativ – blev taget godt imod af turisterne på Stevns. Blandt andet af denne familie fra Sverige, som havde lejet cyklerne for en dag. (Arkivfoto: Rikke Michael Hansen).

Turisme: Ved den årlige nytårskonference i Sydkystdanmark skal der ligesom sidste år uddeles to priser: ”SydkystDanmarks Bedste Turismeinitiativ” samt ”SydkystDanmarks Ildsjæl”.

Sidste år vandt direktør for Verdensarv Stevns, Tove Damholt, ildsjæleprisen, mens Tårnet ved Camp Adventure – som bl.a. var oppe mod The Norrmans Boutique Bed & Breakfast på Stevns – blev kåret til bedste turismeinitiativ.

Blandt nomineringer til de to priser kan man i år finde tre kandidater fra Stevns.

Stevns på cykel

Landcyklerne på Stevns er blandt de nominerede til bedste turismeinitiativ, hvilket blandt andet begrundes med følgende:

’Stevns Cykelturistforening har med sit fremragende initiativ med 50 nye udlejningscykler, der er fordelt på en række lokale hotspots, givet turisterne på Stevns en ny og storartet mulighed for at opleve Stevns på cykel, og derved komme tættere på naturen og de oplevelser, der følger med. Foreningen er bredt funderet med et stærkt lokalt samarbejde og støtte fra en lang række forskellige turisme- og erhvervsaktører, og det viser et tæt sammenhold og et fælles ønske om at tilbyde gæsterne en bredere palette af oplevelser.’

De øvrige nomineringer er fejringen af Dannebrogs 800-års fødselsdag i Vordingborg Kommune, DM i Skills i Næstved Kommune, festivalen Høst Møn, halloween i BonBon Land og Destination Gisselfeld.

2 x idérigdom

Ildsjæleprisen, som blev uddelt for første gang sidste år, gives til en person, der med en kæmpe passion og ihærdighed er drivkraft for udvikling af nye idéer og initiativer til gavn for sit lokalområde og hele SydkystDanmark.

I år kan man finde to navne fra Stevns på listen over de nominerede.

Den ene er Anna Normann fra The Norrmans Boutique Bed & Breakfast, der i nomineringen bl.a. beskrives som en yderst værdifuld repræsentant for Stevns med sin idérigdom og kreativitet, med hvilke hun har ’ramt Stevns som en tornado og har på enestående vis formået at sætte Stevns og Destination SydkystDanmark på ’landkortet’ i Sverige’, som der blandt andet står i nomineringen.

Idérigdom er også blandt superlativerne i nomineringen af Kathrine Hendriksen, indehaver af Rødvig Kro- og Badehotel samt formand for Stevns Turistforening.
’Kathrine har alene i 2019 været medinitiativtager til tre markante turismeprojekter: Stevns Andelsbryggeri, Stevns Cykelturistforening og endelig sauna i krohaven. Kathrine imponerer ved sin vedholdenhed og involveringsgrad i alle tre projekter’, kan man blandt andet læse i nomineringen.

Tre andre er nomineret til prisen. Det er Jesper Rye fra Vesterhavegaarden Vingård, Gregers Münter fra Rønnede Kro og Hotel Frederiksminde samt Elly Nielsen, House of Møn.

Jury bestemmer

En jury nedsat af VisitSydsjælland-Møn A/S Advisory Board udvælger vinderne.

Juryen består af bestyrelsesformand i VISM – Carsten Rasmussen, direktør i VISM – Martin HH Bender, Claus De Neergaard fra Næstved, Carsten Nøhr fra Vordingborg, Ilse Sørensen fra Stevns og Jeppe Graa fra Faxe.

Hvem der løber med de to priser, afsløres torsdag den 30. januar i Arena Næstved, hvor årets nytårskonference afholdes.
rmh

Skriv en kommentar