(Last Updated On: 9. januar 2021)

Hårlev: Onsdag den 6. januar kl. 14.59 modtog Midt- og Vestsjællands Politi en anmeldelse fra datteren til en 92-årig kvinde, som havde haft besøg af en tricktyv. En patrulje kørte til den 92-åriges hjem på Heden i Hårlev, hvor hun blev afhørt til sagen.

En fremmed kvinde havde mellem kl. 10.00-12.00 samme formiddag banket på døren til den 92-åriges bolig. Udenfor dørens stod en kvinde som udgav sig for at komme fra hjemmeplejen. Kvinden blev lukket ind i den 92-åriges hjem, hvor hun fik adgang til alle rum.

Den 92-årige havde først ikke fattet mistanke til den falske hjemmeplejer, men da den rigtige hjemmeplejer kom senere på dagen, gik det op for hende, at hun var blevet snydt.

Hun gennemgik sit hjem og opdagede, at hende kreditkort manglede fra hendes pung, som lå i en taske. Der manglede desuden 2.000 kroner fra pungen. Den 92-årige fik spærret sit kort, og der var på anmeldelsestidspunktet ikke trukket nogen penge fra hendes konto.

Den falske hjemmeplejer beskrives som:
Kvinde, dansk af udseende, mellem 50-55 år, 150-155 cm. høj, spinkel kropsbygning, hvid hudfarve, gråt, mellemlangt og tjavset hår. Kvinden talte dansk og var iført sort hat med kant, grå mellemlang frakke med bælte og knapper på midten samt sorte sko.

Politiet efterforsker nu sagen om tricktyveri.
Vidner som har bemærket den beskrevne kvinde omkring Heden i Hårlev onsdag formiddag, og som kan komme med oplysninger i sagen, bedes kontakte politiet på tlf. 114.

Skriv en kommentar