(Last Updated On: 13. februar 2020)

En ældre kvinde fra Hårlev fattede mistanke og afsluttede opkaldet uden at give sine kontooplysninger

Hårlev: Onsdag aften, den 12. februar kl. 21.34 modtog Midt- og Vestsjællands politi en anmeldelse fra en søn, som ringede på vegne af sin 80-årige mor, der bor i Hårlev.

Den 80-årige havde omkring kl. 21.00 modtaget et mistænkeligt opkald fra en person, som kaldte sig ’Mads Søborg’.

Manden oplyste, at han ringede fra Nets, og at der havde været en stor transaktion fra den 80-åriges konto på om imod 50.000 kroner. Han bad hende derfor udlevere kortnummer og kode, så han kunne spærre kortet.

Den 80-årige fattede mistanke og lagde telefonrøret på uden at give denne ’Mads Søborg’ nogen oplysninger.

Han ringede fra et taletidskort, hvilket i sig selv er mistænkeligt, hvis han skulle ringe fra en stor virksomhed.

Politiet vil gerne opfordre andre borgere til at udvise samme sunde skepsis, som den 80-årige kvinde. Giv aldrig koder eller kortnumre til andre, og giv ikke personfølsomme oplysninger til fremmede, som ringer uopfordret.

Skriv en kommentar