(Last Updated On: 14. februar 2020)

Annette Sjølund og Ole Bach Sørensen med et fælles værk i midten.
(Foto: Klaus Slavensky)

Udstilling: Nå, ja, undskyld overskriften, det var blot for at lokke læsere til, og så alligevel ikke helt.

Frit fortalt er der tale om det stevnske kunstnerpar Annette Sjølund og Ole Bach Sørensen, som udstiller Æventyr.

Alene og sammen

Ole Bach Sørensen omtaler selv mange af hans motiver som trolde, og stevnsfødte Annette Sjølund er så inspireret af naturen, at hun snildt kunne stamme fra elverfolket, i lige linje.

Vi taler sammen om deres fælles udstilling i Mediehuset, som kan ses i hele februar og marts måned, og vi taler om det at være kunstner og værkerne.

I manges bevidsthed, især i gallerier og auktionshuse, hænger navnet ulæseligt sammen med den enkelte kunstner, men det særlige ved Ole og Annette, som man naturligt kommer på fornavn med, så både inspirerer de hinanden og samarbejder.

Foredrag om Picasso

Vi talte også om store kunstnere som bl.a. Picasso, i hvis hus i Sydfrankrig, det stevnske kunstnerpar har opholdt sig flere gange, og som Annette Sjølund holder foredrag om i Kulturloftet senere i denne måned.

Selv om Annettes og Oles arbejder ikke sælges i samme millionklasse som Piccaso, så er der tale om stor, kreativ og oplevelsesrig kunst.

Og når vi en gang har fastslået, at kunstnere og deres værker hænger sammen, så her en kort levnedsbeskrivelse.

Alsidig kunstner

Annette Sjølund er uddannet klassisk tegner fra Glyptotekets Tegneskole i 1996, og har siden studeret maleri, keramik samt tegning på Billedskolen, samt kunsthistorie på Københavns Universitet.

Hun havde sin kunstnerdebut på Kunstnernes Sommerudstilling i 2006, og har siden udstillet mange, mange steder i Danmark og i udlandet.

Bøger om og af

Ole Bach Sørensen begyndte som 20-årig på Den Eksperimenterende Kunstskole, og bagefter fortsatte han syv år på Kunstakademiet.

Siden han var 22 år, har han levet af at være kunstner og udstillet på alle steder, som det er værd at være repræsenteret, ligesom han har udført udsmykninger på offentlige bygninger.

Kunstkritikere som bl.a. Virtus Schade og Peter Michael Hornung har skrevet bøger om ham.

Nye bekendtskaber

På udstillingen i mediehuset ligger en af Ole Bach Sørensens egne bøger “Nye bekendtskaber”, som kan købes.

– Jeg udgave den i 2017 fordi jeg havde fået så mange dejlige bekendtskaber efter jeg mødte Annette og flyttede til Stevns, fortæller han, som de sidste syv år har holdt til på præstegården i Gevnø.

– Jeg arbejder på en efterfølger og malerier som jeg udstiller nu, vil indgå i den nye bog, oplyser Ole Bach Sørensen.

Får fortiden til at leve

Annette Sjølund inspireret af organiske figurer hentet i naturen, og træer, grene og vand bliver til billeder, tegninger og keramik, ligesom hun både har lavet en serie akvareller og keramiske værker med motiver fra Stonehenge i det sydlige England.

– Limbo, kalder jeg de billeder, som jeg udstiller lige nu, og som bygger på mosefund som bl.a. Tollundmanden og Grauballemanden, og som viser tiden, der er gået i stå, forklarer hun, som også kan finde på at cykle ned til Vissemosen, hvor piletræerne rører ved vandet som malerpensler.

Fantasien fra Stevns

Hun er opvokset på en gård ved Krogbækken på Stevns, og har altid været optaget af mosens natur og det forgangne.

– Som barn legede jeg tit alene, og det satte fantasien i gang, og jeg havde hemmelige venner i naturen.

Fantasien lever i fuld vigør hos Anette Sjølund i modsætning til mosefundene, og i denne måned åbner hun en udstilling i Galleri Monday på Vesterbro, hvor der er fokus på kranier.

Kunst i tiden

Oles portrætter har mange symboler som baggrund, som iagttageren selv kan tolke, men selvportrætter er det ikke, og flere har han og Annette været fælles om.

– Mange billeder er indirekte selvportrætter, men ikke i ydre lighed, siger han om de nye malerier, som han kalder “Painting on time”, som vi bliver enige om at oversætte til kunst i tiden. For det er de er, tilbageskuende, nærværende og fremsynede.

– Ole er som en lille dreng, som altid leger med kunsten, indskyder Annette.

Symbiotisk gehør

Måske er hans drengesind også grunden til et ønske om selskab, og at han “altid forlanger at hun er hjemme”, som han siger med et sanddrueligt smil, der dækker over at han nyder deres kunstneriske samarbejde.

– Jeg kan ikke forklare hvorfor jeg aldrig har følt dette før, men det er en fuldstændig symbiotisk arbejdsproces, siger han, og så enes kunstnerparret om, at hans kunst nok er mindre geometrisk end tidligere, og mere organisk.

– Jeg elsker at male hendes billeder over, griner han, og hermed er det op til udstillingsgæster at se hvilke værker der er fælles, og hvilke der er troldens eller elverpigens. Alle er et besøg værd.

sky

Mediehuset (Stevnsbladet og Dagbladet) ligger ved
Nytorv 6 i Store Heddinge og åbningstiden er mandag-torsdag kl. 8:30-16.

Annette Sjølunds akvarel af en moses skønhed, andre motiver er fund fra moser. (Foto: Klaus Slavensky)

Ole Bach Sørensens har her overmalet sin soulmates lærred. /Foto: Klaus Slavensky)

 

Skriv en kommentar