(Last Updated On: 28. januar 2020)

Sundhed: Den nuværende økonomimodel for apoteksdriften truer med at trække tæppet væk under landapotekerne.

Det øger uligheden i adgangen til sundhed, mener Landdistrikternes Fællesråd, som har skrevet et brev til to ministre om emnet.

Ønske om ny økonomi

Apotekerne på Stevns har været gennem mange måneder med krise, som nu er løst lokalt, men truslen er der stadig, mener Landdistrikternes Fællesråd.

Omkring 30 landapoteker vil være lukningstruede i 2025, hvis der ikke findes en holdbar økonomisk model.

Avancen falder

Afregningsmodellen har hvirvlet landapotekerne ind i en ond spiral, mener Fællesrådet.

Fællesrådet påpeger, at landapotekernes salg af andre varer end medicin er markant lavere end i byerne, mens indtjeningen på medicinsalget falder i takt med den lavere avance på medicin. Samlet er det en bombe under landapotekernes økonomi, hedder med henvisning til beregninger fra Danmarks Apotekerforening.

Siden 2015 er den avance apoteket kan beholde halveret, og faldet fra cirka 11 kroner til cirka 5,50 kr. per pakke.

Læs også: Minister vil hjælpe

Bekymret udvalgsformand

Bekymringen deles af formanden for Social- og Sundhedsudvalget, Henning Urban Dam Nielsen (S).

– Jeg synes, at det er bekymrende, hvis adgangen til apotekerne bliver vanskeligere for borgerne på Stevns, svarer udvalgsformanden, og fortsætter:

– Endvidere mener jeg, at vi som samfund skal gøre alt hvad vi kan, for at skabe så stor lighed som muligt i forhold til sundhed for alle borgere i landet, uanset om man bor i en by eller på landet, mener han.

Kræver regeringsløsning

”Støtter Stevns Kommune Fællesrådets ønske om en ny økonomisk model for apotekerne som kan sikre lighed i adgangen til sundhed?”

– Hvordan man finder en løsning på problematikken, ved jeg ikke, men det er vigtigt, at der bliver fundet en løsning. Hvis løsningen kræver politiske tiltag fra regeringens side, forventer jeg, at det sker, lyder det fra Henning Urban Dam Nielsen.
sky

Skriv en kommentar