(Last Updated On: 22. maj 2020)

Turbåden vendte sikkert tilbage i havn, mens den grundstødte båd valgte at sejle videre. (Foto: Aage Drabøl)

Rødvig: Aage Drabøl, der bor i det gule pakhus på Østersøvej i Rødvig, fik her til morgen en grundstødt båd ved Fællesskov rev i kikkerten.

– Jeg sidder tit og nyder havudsigten fra mit vindue, fortæller Aage Drabøl, der under indtagelsen af sin morgenmad fik øje på en båd, der ikke lå helt i vandet, som den skulle.

– Båden var kommet mistænkeligt tæt på land og så lå den ned i vandet, forklarer Aage Drabøl, som derfor ringede til politi og beredskab.

Politiet spurgte, om der i første omgang var mulighed for at Aage Drabøl selv tog affære.

Derfor tog han kontakt til indehaveren af den nye turbåd i Rødvig, Ken Cardozo, der sammen med en anden sejler fra Rødvig var hurtige til at komme ombord og sejle ud til den grundstødte båd. Aage Drabøl blev tilbage på lystbådehavnen for at møde politiet ved deres ankomst.

– Der var en mand alene ombord på sejlbåden som nok var omkring 40 fod lang. Han var kommet alt for langt ind. På den ene side var der omkring to meter vand, på den anden ikke mere end 30 centimer, siger Ken Cardozo

Efter at have kæmpet i et godt stykke tid, lykkedes det til sidst for Ken Cardozo og hans makker at få hevet båden fri af revet. Manden, der var ombord på den grundstødte båd, ønskede ikke at lægge til i Rødvig Havn for at komme sig efter oplevelsen og få efterset sin båd for eventuelle skader. Han valgte i stedet at sejle videre.

Hvorvidt grundstødningen efterlod skader på den implicerede båd, vides således ikke.

Til gengæld blev skruen ødelagt på den flotte nye turbåd, der havde sin første tur langs Stevns Klint til Højerup med turister fredag i forrige uge.

Fællesskov rev er at farligt område at sejle rundt i med mange sten og lavt vand. Det er ikke første gang, at en båd går på grund på revet. Sidste år stødte to både på grund.

Aage Drabøl oplyser, at der tidligere har været afmærkning omkring revet, men at de blev fjernet for et par år siden.
rmh

Skriv en kommentar