(Last Updated On: 8. april 2020)

Foreningsnyt: Formanden stoppede, men foreningen fortsætter, og det hele skete i al fredsommelighed, da Rødvig Lokalinformation/Rødvig Turist Information holdt generalforsamling.

Næsten 5.000 besøg

Turisme? Det er der måske lidt småt af for øjeblikket, men der er heldigvis nogen som tænker langsigtet, og forbereder sig på en tid ”efter coronaen”.

Det gør de mange frivillige bag Rødvig Turist Information, som sammen med Finn Barlachs formandsberetning, kunne bryste sig af, at have betjent 4.733 besøgende fra 24 forskellige lande i sidste sæson.

Fik iværksat ny brochure

Der var en del Covid-19 afbud, men 16 tapre turistinformationsfolk var mødt op den 11. marts i Sydstevnshallens mødelokale.

Peer Nørgaard orienterede om foreningens evalueringsundersøgelse, som også havde givet en række gode input og idéer til det fremtidige arbejde.

Formanden oplyste, at efterlysningen om en ny brochure om Koldkrigsmuseum Stevnsfort havde givet pote, og Finn Barlach fremhævede cykeludlejningen som en succes, og håbede på at den kommende turistbåd også ville blive det.

Peer Nørgaard blev ny formand for Rødvig Lokalinfomation. (Arkivfoto)

Nørgaard blev ny formand

Trods det gode arbejde, og de håndfaste besøgstal, som bevis på behovet for en turistinformation i Rødvig, trak formanden sig fra posten med applaus.

Efter generalforsamlingen konstituerede den nye bestyrelsen sig således: Peer Nørgaard blev formand, Karsten Smith næstformand, og Gitte C Andersen kasserer. Arne Manly blev genvalgt til bestyrelsen og Finn Barlach satte sig på suppleantstolen.

Den nye bestyrelsen skal nu på jagt efter flere frivillige, som kan være Stevns ansigt udadtil, når turisterne igen besøger halvøen.
sky

Skriv en kommentar