(Last Updated On: 20. juli 2015)

Læserbreve-735x415Af: Arne Manley
Vognmandsmarken 8
4673 Rødvig

Det ligger i kortene, at turistkontoret i Rødvig nedlægges med udgangen af september. Det nye turistfænomen ”Visit Sydsjælland og Møn” (VISM) er i øjeblikket i tænkeboks. Skal man nedlægge grundpillen for turismen på Stevns – i Rødvig kaldet ”Turisten”? Hvordan er det dog kommet så vidt?
Et samlings – og oplysningscenter for sidste sæsons 37.000 besøgende, både udenbys og udenlandske tilsejlende og kørende turister. Alle udefra kommende mennesker spørger efter Turistkontoret.
Chefen for dette ”nye regneark system” er hovedmanden (og den fyrede) for den skandaleramte Eurovision-afvikling under Wonderful Copenhagen: Ingen mindre end Martin Bender. En regnefejl på 77 millioner kroner er åbenbart en anbefaling ved jobansøgning?
Den nuværende formand for Turistforeningen, Lars Clausen, får posten som næstformand i den nye organisation, og centeret skal så ligge i Vordingborg, hvortil de ansatte fra ”Turisten” skal flyttes og hvortil alle turister i Rødvig kan henvende sig! Vi har dog fået lov til at beholde sommerhus udlejningen.
Men vores nyttige og populære turistkontor skal altså med djævlens vold og magt fjernes fra landkortet. Og det på trods af, at sejlernes anløb af Rødvig stadig forøges, ligesom oplandets og i øvrigt udlandets interesse for Rødvig by og havn er blevet forøget, ikke mindst pga. UNESCO’s ophøjelse af Stevns Klint til Verdensarv.
At du, Mogens Haugaard, overhovedet kan overveje at nedlægge en så vigtig funktion som Turistkontoret, er helt ufatteligt, og det vil være et fatalt tilbageskridt for turismen i Rødvig og på Stevns, uanset hvor mange fine ord, I bruger på det.

Skriv en kommentar