(Last Updated On: 22. maj 2020)

Siden mandag er 17 sager om tyverier fra person-, vare- og lastbiler i Stevns kommune blevet politianmeldt

Politi: Der er de seneste dage indløbet adskillige anmeldelser om tyverier fra biler i Stevns-området.

Midt- og Vestsjællands Politi oplyser, at de onsdag morgen den 21. maj kl. 09.17 modtog den syvende anmeldelse om indbrud i forskellige personbiler på forskellige veje i Magleby.

Fem af de syv tyverier fra biler er blevet begået i løbet af natten mellem tirsdag og onsdag morgen, medens de to sidste tyverier er begået tidligere på ugen.

Martin Bjerregaard fra Midt- og Vestsjællands Politi forklarer, at tyverierne i de fleste tilfælde er sket ved knusning af en siderude. Det har givet adgang til at stjæle de værdier, der har ligget i bilerne.

Et par af bilerne har endda stået uaflåste, hvilket har gjort det nemt for tyven at stjæle fra dem.

Stjålne genstande fra bilerne har typisk været punge med indhold af kontanter og betalingskort, tasker samt f.eks. sundhedskort.

I nogle tilfælde er bilejeren sluppet med en gennemrodning af bilens kabine.

I et enkelt tilfælde var et stjålet kreditkort blevet forsøgt misbrugt til flere varekøb på nettet, men ellers har politiet ikke nogen spor af den eller de personer, der står bag disse tyverier fra biler i Magleby.

Politiet hører gerne fra personer, der har bemærket mistænkelige personer eller køretøjer i området natten mellem tirsdag og onsdag. Kontakt politiet på tlf. 114 med oplysninger i sagerne.

Torsdag morgen, Kristi Himmelfartsdag, kl. 09.28 modtog politiet den første af i alt yderligere fem anmeldelser i løbet af dagen om indbrud i seks biler i Store Heddinge-området.

Tyverierne fra bilerne er foregået i selve byen i løbet af natten mellem onsdag og torsdag.

Tre af bilerne havde fået en rude knust for at få adgang til kabinen, medens tre havde stået uaflåste.

Fra bilerne er bl.a. stjålet tasker, benzinkort, oplader, en pulverslukker og småmønter, medens et par bilejere også i denne omgang slap med en gennemrodning af kabinen og handskerum med videre.

Også i forbindelse med tyverierne i Store Heddinge-området hører politiet gerne fra personer, der har bemærket noget usædvanligt i byen natten mellem onsdag og torsdag. Kontakt politiet på tlf. 114 med oplysninger i sagen.

Fredag morgen har politiet registreret 17 sager om tyverier fra person-, vare- og lastbiler i hele Stevns kommune ifølge de anmeldelser, som politiet har modtaget siden mandag den 18. maj 2020.

Undgå tyveri fra bilen

Midt- og Vestsjællands Politi kommer her med nogle gode råd til, hvad man selv kan gøre for at forsøge at forhindre tyveri fra sin bil.

Gode råd fra politiet om at forhindre tyveri fra bilen:

  • Fjern alt af værdi fra kabinen, dette gælder radio/CD-afspiller – GPS – Fladskærme – computere m.v. samt tøj – tasker – indkøbte gaver – bæreposer m.v.
  • Læg tingene i bagagerummet, hvis det er muligt.
  • Åbn eventuelt handskerummet og andre gemmer bag låger, så man kan se, at der ikke ligger værdier i bilen.
  • Biler, der parkeres i længere tid eller efter mørkets frembrud, bør parkeres, hvor der er belysning – og gerne i nærheden af beboelse. Undgå at parkere bilen på øde steder.

Gode råd fra politiet om at forhindre tyveri fra varebiler:

  • Parker – om muligt – varebilen på en sådan måde, at det er besværligt at komme ind i den ad bag- eller sidedøre.
  • Deaktiver knappen til central oplåsning af bag- og sidedøre.
  • Fjern særligt værdifuldt værktøj fra bilen
  • Mærk værktøj med f.eks. en særlig farve, initialer eller firmanavn mv., så stjålet værktøj vil være sværere at afsætte for tyven og nemmere for politiet at identificere ejeren
  • Biler, der parkeres i længere tid eller efter mørkets frembrud, bør parkeres, hvor der er belysning – og gerne i nærheden af beboelse. Undgå at parkere bilen på øde steder.

 

Skriv en kommentar