(Last Updated On: 16. februar 2021)

I Stevnsbladet den 3. februar ser man et spændende opslag.

På side 16 “Stevns vil fremme FNs Verdensmål”, hvor blandt andet Line K. Lay udtaler:
“… at gøre Stevns kommune til en mere bæredygtig kommune både socialt, økonomisk og miljø- og klimamæssigt”.

På modsatte side “Ambitiøs plan for Stevnshallen”, hvor politikerne som sædvanlig står i kø for at skamrose sig selv.

Uanset hvor mange gange jeg læser artiklen, finder jeg ikke ord som bæredygtigt byggeri (byggematerialer), klima, miljø, natur, biodiversitet, solceller (vi har ellers fået et lokalt firma, som sælger solceller, og politikerne plejer at sige, at det lokale engagement er vigtigt og skal støttes), jordvarme osv. Åh jo, der er nævnt en grøn struktur med beplantning. Men hvad havde man ellers tænkt sig, asfalt? I stedet vil man have en kunststofbane, altså plastic! Så hvor det ambitiøse ligger miljø- og klimamæssigt er svært at se.

Men måske skal hallen rives ned før 2030, og SÅ kan man bygge en ny bæredygtig hal. At bygge og rive ned hele tiden, er bare ikke særligt bæredygtigt.

På fremragende vis viser to sider i en lokalavis, hvad politik drejer sig om: man siger en ting og gør noget andet – også i et valgår. Der bliver et kæmpe forklaringsproblem over for kommende generationer.

Med venlig hilsen
Finn Holmager
Havnelev Enghave 22
Rødvig

Skriv en kommentar