(Last Updated On: 19. januar 2017)

Stevns: Thor Grønbæk er løsgænger i kommunalbestyrelsen. Han er kommunens medlem af Movias repræsentantskab og svarer her på pendlerformandens kritik af Movias nye takstsystem.

Skævvrider takstsystemet
– Jeg kan godt forstå, at Gitte Geer er frustreret. Men Movia er jo en større enhed, som ikke kun servicerer Stevns kommune. Og repræsentantskabet består af medlemmer fra samtlige kommuner, siger Thor Grønbæk, som videre fortæller, at den nye prisstruktur jo har været undervejs i lang tid.

– Der var en meget stor skævvridning og et usammenhængende takstsystem, som lappede ind over hinanden. Derfor ønskede man at lave et nemmere og mere retfærdigt system. Problemet er, at når man laver et takstsystem, så er der nogen, som bliver reguleret ned i pris, og andre op. Og der må man bare erkende, at vi er nogle kommuner, som er blevet reguleret ganske kraftigt op i pris. Jeg har spurgt ind til dette og fået svaret, at Stevns i lang tid har betalt alt for lidt. Så efter Movias opfattelse betaler vi nu det, vi skal.

Folk er bondefanget
Thor Grønbæk forstår godt, at det føles uretfærdigt, at transportudgifterne på Stevns skal stige så meget. Han finder disse stigninger ganske uanstændige.

– Folk er jo blevet bondefanget af det nye produkt. Jeg havde hellere set, at man havde kunnet regulere prisen over en årrække. Det næste skrækscenarie er, at pendlerne forsvinder fra den kollektive transport. Og så risikeres yderligere prisstigninger. Det har jeg ingen løsning på.

“Betyder det, at man som pendler må se i øjnene, at man er det, du kalder bondefanget, og samtidig må forvente yderligere prisstigninger?”

– Det skal man aldrig acceptere, men den udvikling, der kommer, kan få den enkelte forbruger til at benytte egen bil eller delebil. Så forsvinder hele ideen med den kollektive transport. Det er der ingen, som har noget ud af. Der skal laves en prisregulering, det er ligesom med en forretning, hvis der ikke kommer kunder, fortæller Grønbæk.

Stevns bør tilgodeses
“Men hvem skal gøre dette, og hvordan kan priserne sættes ned, når de lige er blevet sat op? Vil det ikke være vanskeligt at arbejde for en gradvis nedsættelse af prisniveauet i Movia?”

– Jo, det vil det, for repræsentantskabet har et flertal, der er tilfredse med det nye system. Men man kan bruge sit netværk i kommunerne, i folketinget og nævne for dem, at skævvridningen ikke gavner. Det kan godt være, at prisen er retfærdig, hvis man kigger på helheden, men det er det ikke, hvis man samtidig vil tilgodese det såkaldte Udkantdanmark. Så er det ikke måden at gøre det på.

“Hånden på hjertet, Thor Grønbæk, hvad sker der for pendlerne på Stevns?”

– Ingenting! Nu reguleres prisen, og så ser man, hvad der sker. Det kan godt være, der kommer en kompensation i en periode, men hvis sandheden skal frem, så er det jo kommunerne, der betaler til den kollektive trafik.

Trist og skammeligt
“Hvorfra skulle der komme en kompensation, og hvem er ’man’, der kan beslutte dette?”

– Det kunne være fra en pulje, man finder et sted. Movia har en pulje med reserver, men hvis man havde ønsket dette fra starten, så havde man jo gjort det anderledes. Jeg vil godt påpege, at jeg synes, det er smaddertrist, når dette sker, samtidig med at Stevns har en positiv tilflytning. Derfor vil det være skammeligt, hvis man afvikler den kollektive trafik, understreger Thor Grønbæk.
sky

(Arkivfoto)

 

Skriv en kommentar