(Last Updated On: 22. juni 2021)

Højstrupengen: Tirsdag i sidste uge lagde to filmhold fra de udenlandske medier: tyske ZDF og franske AFP vejen forbi Højstrupengen, hvor de havde sat en flok græssene køer og to klassiske musikere stævne.

Gumlen på hø til smukke toner. (Privatfoto)

Først filmede den tyske publicservice-kanal ZDF cellisten Jacob Shaw og violinisten Roberta Verna, mens de spillede for køerne, og senere på eftermiddagen kom det franske nyhedsbureau AFP på visit for at interviewe og optage den særlige koncertbegivenhed, som efterhånden er blevet verdenskendt.

Køernes ejer, Mogens Haugaard både undres og glædes over den store internationale opmærksomhed, kokoncerterne har opnået.

– Det er helt fantastisk at opleve, at der bliver ved at være så stor interesse fra udlandet. Jacob Shaw er utroligt dygtig. Han kan noget helt særligt, og han har i den grad fået sat Stevns og Lund på landkortet, siger Mogens Haugaard.

Og køerne, mon ikke de endnu engang nød den gode musik? I hvert fald holdt de sig i nærheden af musikken – og den lækre halm, der var lagt ud til dem.

Skriv en kommentar