(Last Updated On: 29. juni 2020)

Kommunalbestyrelsens flertal har besluttet, at Vandrerhjemmet skal drives videre af Stevns Kommune. Beslutningen er åbenbart taget i forbindelse med, at Horisonten har en plan for udvikling af Vandrehjemmet. Vores ønske om at overtage denne aktivitet kom efter en udmelding sidste år, hvor kommunen opsagde kontrakten med den forening, der ejer Vandrehjemmet.

Sandt at sige er det en naturlig udvikling, da Vandrehjemmet aldrig er blevet drevet med det formål at udvikle denne aktivitet. Det har bare været et beskæftigelsesprojekt med den kommunale udgift, der følger med. Egentlig lidt besynderligt i forhold til de mange festtaler om turisme på Stevns.

Derfor fremsendte Horisontens et købstilbud, hvor fokus var den videre udvikling til gavn for Store Heddinge og ikke mindst til de udsatte unge, som Horisonten holder hånden under.

Processen frem til kommunalbestyrelsens beslutninger virker noget mudret. For det første har man valgt at gennemføre processen som et lukket punkt, selv om Horisonten hele tiden har været meget åben om vores planer.

Vi har således skrevet til alle kommunalbestyrelsesmedlemmer med vores vision for Vandrehjemmet. Ud over et automatsvar fra borgmesteren reagerede kun et medlem på vores henvendelse.

Vi må nu konstatere, at kommunalbestyrelsens flertal har andre planer, som imidlertid ikke er kendte af borgerne.

Som borger må jeg bare undres. Vi kan ikke vide, hvad det er for et beslutningsgrundlag beslutningen er taget på, da processen af uransagelige grunde er hold lukket. Besynderligt.

Hans Chr. Rasmussen
Formand for Horisontens bestyrelse

Skriv en kommentar