(Last Updated On: 1. maj 2020)

Plakaten fra revyen i 2019. Kapelmester Stuart Goodstein fortsætter som kunstnerisk leder, og skuespiller Jacob Weble er den eneste genganger blandt de optrædende, hvor de tre nye er Katrine Falkenberg, Stine Prætorius og Kim Brandt. (Arkivfoto: Klaus Slavensky)

Rødvig: Sommer, sol og Rødvig-revy, sådan har det været 12 år i træk, men corona og forbud mod forsamlinger over 10 personer, er tæt på at true Rødvig Revyen med aflysning.

Men kvinden bag, Jeanette Larsen, holder både revyhumøret og håbet oppe.

Kun Rødvig Revyen tilbage

Stort set ALT er aflyst på Stevns, ingen musikaftener i Solgårdsparken, ingen film i Snurretoppen, lukkede idrætsbaner, nul koncerter i Spilledåsen eller teaterforestillinger.

Rødvig Revyen er nærmest alene om at løfte det kulturelle flag på Stevns, men både Rødvig Revyen og landets øvrige sommerrevyer holder vejret indtil der kommer nyt fra regering og sundhedsmyndigheder, senest den 10. maj.

Forsalget er gået fint

Det hele er ellers klar, kontrakter med skuespiller er indgået, det meste af programmet grydeklart, og der er allerede solgt over 400 billetter, hvilket er flere end sidste år på dette tidspunkt.

– Men lige nu er salget stoppet. Det hele er meget uvis, men vi får god støtte fra vores brancheforening Revy Danmark, forklarer Jeanette Larsen, som krydser fingre for at hun får tilladelse til at gennemføre revyen, som også vil gavne lokale restauranter og overnatningssteder.

– Afstandskravet på to meter mellem publikum vil vi have svært at leve med. Det vil betyde 50 i salen, og så hænger det ikke sammen økonomisk, siger hun.

Alt er klappet og klart

Der er programsat forpremiere mandag 22. juni, premiere onsdag 24. juni og dernæst 14 forestillinger frem til søndag 25. juli.

Jeanette Larsen opfordrer publikum til at være tålmodige, indtil der kan gives en klar tilbagemelding.

– Får vi grønt lys efter den 10. maj, så klarer vi det hele med prøver, kulisser, kostumer og forestilling. Vi håber på den sædvanlige gode opbakning, og man kan følge hvad der sker på Facebook og på vores hjemmeside www.revyperler.com, som vi løbende opdaterer, slutter Jeanette Larsen.

sky

 

Skriv en kommentar