(Last Updated On: 18. oktober 2016)

Debat-735x415Naturligvis. Og naturligvis skal Ungdomsskolen, som alle andre kommunalt finansierede aktiviteter, være underlagt budgetkontrol og solidarisk tåle besparelser.

Dansk Folkeparti støtter op om Ungdomsskolens mange målrettede aktiviteter.

Ungdomsskolens budget er på 20 millioner kr. om året.

I Dansk Folkeparti mener vi, at Ungdomsskolen er rigeligt dækket ind med hensyn til materialer og rekvisitter.

Nævner her nogle eksempler. Oplysningerne er hentet fra Ungdomsskolen egne dokumenter fra ultimo 2015.

Eksempelvis kan nævnes: 60 mountainbikes a 5.457 kr. stykket. Fire Carboncykler a 12.200 kr. stykket. 35 havkajakker, 16 kanoer, 4 RIB (store gummibåde) med 200 hestes påhængsmotorer, 60 våddragter, 32 spinningcykler af en værdi til 125.000, et antal gokarts og crossmaskiner, 14 trailere, 8 busser, 1 van, 1 personbil. Yderligere rådes der over 7 matrikler.

Den af Dansk Folkeparti foreslåede besparelse på 800.000 kr. er lig med 4 procent.

Til sammenligning: Indeværende års besparelse på socialsektoren er 25 procent. Denne besparelse bevirker bl.a., at svage plejehjemsbeboere kan blive badet en gang om ugen (er det egne parametre for de politikere, der har truffet den beslutning?). Rengøringen på plejehjemmene er sparet ned til langt under det acceptable. Visiteret hjemmehjælp til ældre og syge – nej, bliver helt flov ved at nævne det – 45 minutter hver tredje uge. Hvem har ansvaret for, at toiletter bliver rengjort hver tredje uge?

Det pudsige i dette forløb er, at forslaget om en lille 4 procents besparelse på ovennævnte luksusaktiviteter har udløst en næste tsunamiagtig reaktion. Der var ikke et eneste kritisk læserbrev, da de barske sociale nedskæringer blev vedtaget.

Det stevnske skolevæsen fungerer på laveste fællesnævner sammenlignet med landets 98 kommuner. Der findes end ikke en rimelig vikarordning. Sygemelding fra en lærer bevirker ofte, at en klasse sidder uden lærer.

Skal vi ikke lige finde proportionerne?

Findes der bare et eneste validt argument for, at netop Ungdomsskolen skal slippe for (små) besparelser?

Til Ungdomsskolens elever: Fortsat rigtig god fornøjelse med alle de mange dejlige aktivitetstilbud Og I skal vide, at naturligvis støtter Dansk Folkeparti Ungdomsskolen – men al ansvarlig politik må disponere økonomien ud fra nødvendighedens og retfærdighedens krav.

På torsdagens kommunalbestyrelsesmøde blev forslaget om ovennævnte besparelse ikke vedtaget.

Keld Hein
Lokalformand Dansk Folkeparti Stevns

 

Skriv en kommentar