(Last Updated On: 30. september 2016)
algefjerning-roedvig

Først blev der fjernet alger, og så blev grafittien malet over som en del af Stjerneholdets indsats for at forskønne Stevns. Foto: Jacob Saek

Stjerneholdet, der består af unge kontanthjælpsmodtagere, var først på ugen i sving med at fjerne grafitti på murværket langs stenstranden ved flinteovnen i Rødvig.

Af Signe Ravn

Rødvig: Siden 1991 har Stevns Kommune haft Stjerneholdet, som aktiverer fortrinsvis unge kontanthjælpere på 18-30 år.
I de seneste 7,5 år har holdleder Jacob Saek fra Hårlev sat mellem 200-300 unge i sving med praktiske opgaver over hele kommunen. Opgaver, der har til formål at forskønne Stevns.

Et skub til at komme videre
– Det eneste, vi kræver, er, at de møder til tiden, og at der er en god tone, fortæller Jacob Saek til Stevnsbladet.
Stjerneholdet fungerer som en mellemstation for de unge, som er mellem jobs eller uddannelse eller simpelthen bare mangler et lille skub til at finde vej videre.
Først på ugen var et nyt hold, Emilie, Casper og Andreas, i gang med at fjerne den grafitti, som har skæmmet muren ud mod stenstranden i Rødvig de seneste uger.
– De unge får styrket deres netværk og får noget ud af dagen i stedet for ligge derhjemme på sofaen, hvor det hurtigt bliver sådan, at det godt kan vente til i morgen. Her er vi med til at holde fanen højt, siger Jacob Saek.

Bedre end at sidde hjemme
For 19-årige Casper fra Hårlev er opgaven ved vandet et rart afbræk fra hverdagen og et godt værn mod rastløsheden.

– Det er meget fedt. Det er bedre end at sidde hjemme, konstaterer han og forklarer, at han vil have fundet sig et arbejde, så han kan tjene nogle penge, før han skal aftjene sin værnepligt hos Beredsskabsstyrelsen til næste juni. Derefter er det planen, at han vil tage en HF-eksamen og videreuddanne sig i forsvaret.
– Jeg vil gerne være soldat, så det ligger lige til højrebenet at fortsætte derinde.
Men først er der altså lige 18 meter grafitti, der skal males over.

Der skal se ordentligt ud
Stjerneholdet, der har 10-15 unge tilknyttet ad gangen i 13 uger, står blandt andet også for at vedligeholde trampestien og udføre småreparationer. Men aldrig for private. Stjerneholdet opererer kun i kommunalt regi for ikke at skabe ulige konkurrence.

Men ville opgaver med at fjerne grafitti ikke blive løst af private firmaer, hvis ikke Stjerneholdet var der?
– Hvis der var råd, ellers ville sådan noget som det her måske få lov at stå, indtil der var penge til det, vurderer Jacob Saek, der har en baggrund som bygningskonstruktør og tilføjer: – Det ser jo grimt ud, og man kan se det helt ovre fra klinten. Vi har et ansvar for, at det ser ordentligt ud.

Det giver mening
– Det giver mening, at folk skal arbejde for deres kontanthjælp. Det er jo vores alle sammens penge, og det er bedre, at vi støtter op om de unge, end at de sidder hjemme bag en skærm, minder Jacob Saek om og fortæller, at de unge som regel er positivt overraskede over forløbet med Stjerneholdet, fordi de bliver en del af et socialt sammenhold, og langt de fleste går videre i praktik, job eller uddannelse.

For Andreas, 18, fra Hårlev er det også planen at komme videre.
– Der skal ske noget hurtigst muligt, fastslår han og tilføjer, at han vil finde et job, han kan lide: – Det der med at gå på arbejde og ikke være glad – det holder ikke.

Arbejdet er ikke en straf
Eneste kvinde på det lille hold, Emilie på 19 fra St. Heddinge, undersøger i øjeblikket, hvor hun kan tage matematik på A-niveau, så hun kan komme et skridt tættere på drømmen om at blive dyrlæge.

Hun kan godt se den samfundsmæssige nytte af deres indsats, men synes, at det føles lidt mærkeligt, når forbipasserende spørger, om de tre fjerner grafittien som straf for at have lavet den i første omgang. Det har de nemlig ikke.
– Ligner vi måske sådan nogle bisser? spørger Andreas retorisk.
Men heldigvis er der også anerkendelse.
– Det er rigtig godt arbejde, I laver. Jeg har været så irriteret over det, siger en mand med et nik mod den grønne og gule grafitti på muren, da han går forbi med sin hund.
– Tak, lyder det med et smil fra Emilie, Casper og Andreas, før de gør klar til endnu en runde med malerrullerne.

 

Skriv en kommentar