(Last Updated On: 23. marts 2021)

Stevns ligger over landsgennemsnittet

Der er nye vacciner på vej til flere stevnsborgere. (Arkivfoto: Stevns Kommune)

Corona: Sundhedsstyrelsen har sat AstraZenecas coronavaccine på pause, men det har ikke nogen betydning for vaccinationsforløbet på Stevns, idet der her bruges Pfizer og Moderna.

Og Stevns følger den planlagte tidsplan.

Målgruppe 2 og 3 færdige

Det er Region Sjælland som styrer den nye vacccinationskalender, som Sundhedsstyrelsen udsendte i sidste uge.

Men det er Stevns Kommune, som koordinerer på Stevns, og hvis man skal tro sundhedsstyrelsens tidsplan, så vil alle borgere mellem 80 og 85 år have fået andet stik ved udgangen af april.

Alt tyder på, at denne aldersgruppe på Stevns vil have fået dette tilbud inden da. Men Stevns’ vaccinationsansvarlige, Anne Cramer, siger beskeden:

– Vi er ikke forud i vaccineplanen i Stevns Kommune, men vi ligger en lille bitte smule over landsgennemsnittet i de daglige opgørelser. Vi er netop færdige med at kontakte alle borgere i målgruppe 2 og 3, (personer med alder 65+ år, som modtager både personlig pleje og praktisk hjælp, og personer i alderen 85+ år). De sidste fik booket tider i sidste uge, forklarer Anne Cramer.

65-årige færdige i maj

Kommunens vaccinationsansvarlige oplyser, at borgere i målgruppe 7, fra 80-84 år, har modtaget invitation til vaccination.

– Afhængig af vaccineleverancerne i de næste uger, forventer vi at Regionen lægger tider ud til både Hårlevhallen og til Herfølgehallen på www.vacciner.dk til borgere, der selv kan bestille.

– Vi forventer også at skulle kontakte og tilbyde hjælp til alle i denne gruppe, der ikke selv kan bestille tid, tilføjer hun.

Ifølge Sundhedsstyrelsens nyeste vaccinationskalender skulle borgere mellem 75 og 80 år få tilbudt første stik i slutningen af marts og andet stik inden uge 19, der starter 10. maj, og for borgere mellem 65 og 75 år forventes første stik tilbudt fra først i april og andet stik inden uge 20., der starter 17. maj.
sky

Skriv en kommentar