(Last Updated On: 9. november 2021)

Jeg var til vælgermøde 27. oktober. Alle partier var repræsenteret, og der var en fast dagsorden. Et af punkterne var grønne områder. Repræsentanter fra alle partier gik ind for flere grønne områder, større trivsel, nogle ville have parker, nogle grønne kiler, åndehuller, mere biodiversitet, adgang til stranden m.m. I forbindelse med debatten var der en der nævnte Kystvejen 270, den opfyldte jo alle politikernes ønsker, så blev det oplyst, at de samme partier, undtagen N, som nu sidder i Kommunalbestyrelsen, der lige har siddet og fortalt varmt om alt det grønne, de gerne vil have, for en måned siden har stemt for at sælge Kystvejen 270, det sidste grønne område i hele udstykningen Strøby Ladeplads, de samme mennesker!

Det er simpelthen toppen af hykleri, og uanstændigt over for vælgerne. Borgmesteren fik ordet, og fortalte, at der ikke var noget, der er afgjort endnu, man havde bare igangsat alt forarbejdet, aflysningen af eksisterende deklarationer og servitutter, samtidig med at pengene for arealet, allerede er indregnet i næste års budget.

I den efterfølgende debat tilkendegav Enhedslisten og de Konservative, at de ønskede at bevare Kystvejen 270. Hvorfor i alverden gå og lede efter grønne områder, når det allerede ligger der.

Det var første, eneste og sidste gang jeg var til et vælgermøde, der må godt nok være nogle politikere der må have svært ved at se sig selv i spejlet om morgenen, eller?

Lise Hjort
Kystvejen 268B
Strøby

Skriv en kommentar