(Last Updated On: 22. juni 2021)

Højeruplund: VæRK 21 – 10 designere, møbelsnedkere, grafikere og kunsthåndværkere bød fredag i sidste uge pressen og de første gæster velkommen til designudstilling og butik i det gamle Stevns Museum. VæRK 21 har igen i år indtaget en stor del af det imponerende udstillingsrum med deres lamper, møbler, pileflet, grafik, tekstil og unikke ting til boligen.

Midt i udstillingen som en ”centerpiece” i rummet ser man en stor installation, som danner rammen om præsentation af udvalgte brugsting og andre værker.

 

Her ses en del af kunstværket »Sværm«, der svæver over en stor cirkel af lysende hvide kridtsten fra Stevns på gulvet i det gamle museum.

Se også billedgalleriet nedenfor med fotos fra udstillingen. (Fotos: Kristian Buchmann)

 

Installationen består af en del af kunstværket ”Sværm” svævende over en stor cirkel af lysende hvide kridtsten fra Stevns på gulvet.

”Sværm” består i sin helhed af cirka fem tusinde fine, lette skærme af naturmaterialer. Værket er skabt af gruppen Baskets4life, og blev i sin fulde udstrækning vist i Rundetårn sidste år. Med denne gæstedeltagelse hos VæRK 21, har besøgende nu mulighed for at opleve, eller genopleve, en del af værket her på Stevns.

Det blev fredag en varm og god eftermiddag i Højerup, hvor sommerens sol strømmede ned gennem ovenlyset i det store, flotte udstillingsrum. Og avisens udsendte vil anbefale alle at besøge VæRK 21, hvor de 10 udstillere med glæde fortæller om formopfattelse, om funktionalitet og om æstetik.

Udstillingen kan opleves frem til 12. september 2021.

 

Fakta

VæRK 21 er ti møbelfolk, designere, grafikere og kunsthåndværkere med lokal forankring.

Åbningstider:

  • Fra nu og frem til 31. august 2021: Alle dage kl. 11 – 17:30
  • Fra 3. til 12. sept. 2021: Fre., lør., søn. kl. 11 – 17:30
Adresse:
  • Højerup Bygade 26. Højerup. 4660 St. Heddinge.

 

Skriv en kommentar