(Last Updated On: 22. juni 2021)

Første afdeling af klubmesterskab blev afviklet i 31 graders varme

Varmt var det, da der i lørdags blev afviklet første afdeling af klubmesterskabet i Valløby Motion. (Privatfoto)

Motion: Valløby var lørdag rammen om første afdeling af klubmesterskabet i Valløby Motion. Mere end 50 medlemmer var mødt op på denne brandvarme sommerdag til løb på den kuperede rute i selve Valløby og nærmeste omegn.

– 31 grader sneg temperaturen sig op på, så dagens emne var vand til at drikke og blive kølet af med, for alle var på kogepunktet efter de fem kilometer på bakkerne. Så hjalp det lidt, at der var inviteret til grilleftermiddag efter løbet, hvor alle hyggede sig i Præstegårdens have efter anstrengelserne, fortæller Jørgen Møller Jensen, der er formand i Valløby Motion.

På 5 km. ruten var Jacob Arendt hurtigst i sommervarmen, mens det hos damerne var Julie Hoff Sørensen, som var den hurtigste. Hos de gående, hvor distancen var 3.42 km., var det Christian Petersen, der var hurtigst hos herrerne og hos damerne var Benthe Lina Nielsen hurtigst over målstregen.

Nye kræfter i bestyrelsen

Manglende afløsning i motionsklubbens bestyrelse havde egentlig medført en beslutning om, at Valløby Motion ville lukke efter sæson 2020. Så kom coronaen, og klubbens bestyrelse valgte at fortsætte i endnu ét år.

Nu har seks medlemmer besluttet sig for at føre Valløby Motion videre.

– Det afgående udvalg i løbeklubben er glade for, at der er folk, som synes at behovet for at have et sted, hvor man kan mødes stadig – efter 32 år – giver mening. Det er det, som for 32 år siden var hele fundamentet i løbeklubben, da den startede op i Brugsens garage: at man havde et sted at mødes og at kunne løbe og hygge sammen, det har alle årene haft første prioritet, siger Jørgen Møller Jensen og fortsætter:

– At resultater og løbetider fulgte med, var resultatet af godt og gedigent samarbejde, og det er med stor glæde, at vi overlader klubben til det nye udvalg, så der stadig væk bliver mulighed for mange løbeture fra Præstegården i Valløby, slutter formanden.

Kvindeløb i august

Næste opgave for Valløby Motion er Sportmaster Kvindeløb, som afvikles onsdag den 25. august fra Solgårdsparken i Strøby Egede kl 18.30.

Der løbes eller gås på to ruter henholdsvis 4,4 og 7.5 km. Begge ruter har start og mål ved de røde pavilloner i parken.

Allerede nu kan man tilmelde sig i Sportmaster butikken i Køge eller online på: http://my.raceresult.com/142907/ helt frem til løbsdagen.

Valløby Motion fortsætter løbetræningen til og med den 23. oktober, hvor anden afdeling af klubmesterskabet løbes og den samlede vinder findes.

Skriv en kommentar