(Last Updated On: 11. november 2019)

Ti portrætter af stevnske frivillige vises på en vandreudstilling. Det er Ole nederst til venstre, og Songül yderst til højre i nederste række.

Hårlev: Ifølge Center for frivilligt socialt arbejde (CFSA) og Danmarks Statistik er det lidt mindre end halvdelen af befolkningen, som bruger deres fritid på frivilligt arbejde.

Fire ud af ti (40 procent) danskere deltager i frivillige aktiviteter eller frivilligt arbejde. Tallet er stabilt og ligger stort set på samme niveau i en lang række undersøgelser, som er gennemført i de seneste 10 år.
9.000 aktive stevnsboere

CFSA’s befolkningsundersøgelse (2019), viser også, at hele 69 procent af danskerne har været aktive i det frivillige arbejde over den seneste femårige periode.

Det er således kun en mindre del (31 procent) af danskerne, som aldrig har været frivillige.

Vi engagerer os som frivillige, når vi bliver: Berørte, over f.eks. børns skole/fritidsinteresser, sygdom/handicap; eller indignerede i forbindelse med f.eks. klima- eller flygtningekriser, hjemløshed; eller interesserede i f.eks. teater, fodbold, spejder og andre fritidsaktiviteter.

På Stevns er der over 200 frivillige foreninger, og hvis man skal samstille de statistiske landstal med Stevns, er der over 9.000 stevnsboere, som udfører frivilligt arbejde.

Bredt frivilligt arbejde

Stevns Frivillighedscenter blev stiftet i slutningen af 2016 for at støtte og hjælpe det frivillige arbejde på Stevns, og nu barsler de med en vandreudstilling, som med fotos viser mennesket bag nogle af de mange foreninger.

– Portrætterne er valgt ud fra et ønske om at repræsentere så mange forskellige foreninger som muligt, forskellige aldre, køn og etnicitet og grad af frivillighed, fortæller daglig leder Lena Bach.

– Fokus har ikke været at udvælge nogle særlig frivillige ildsjæle, men snarere at vise bredden, så vi alle vil kunne spejle os i dem og finde inspiration.

„Det giver mening”

Et pluk fra udstillingen viser bl.a. Songül som er besøgsven og frivillig i Røde Kors genbrugsbutik.

– Jeg kan lide at lave frivilligt arbejde. Det giver mening at hjælpe andre, fordi det hjælper, siger hun.

En anden lokal aktør er Ole fra bl.a. Handicaprådet og Stevnsklubben under Dansk Blindesamfund:

– Jeg kan lide at arrangere ture, feste og arrangementer. Det giver mig mening, at jeg kan bruges til noget trods mit handicap, forklarer han.

Fernisering 20. november

Vandreudstillingen starter i Stevns Frivillighedscenter med en fernisering onsdag den 20. november kl. 16:30, hvor nogle af de frivillige vil fortælle om deres arbejde.

Udstillingen kan ses i Frivillighedscentret indtil jul, og herefter sættes den op forskellige steder i kommunen, bl.a. i SuperBrugsen i Hårlev og på rådhuset i Store Heddinge.

– Så forhåbentlig kommer mange til at se den, lyder det fra Lena Bach, som nok også håber at den vil animere endnu flere til at kaste kræfterne ind i det frivillige arbejde på Stevns.

Borgmester Anette Mortensen vil åbne udstillingen.
sky

Skriv en kommentar